| Nyhed

DM's Forskningspris inden for naturvidenskab går til RUC-lektor i matematik

Lektor Viggo Andreasen modtager prisen for sin forskning inden for matematisk epidemiologi.
Lektor Viggo Andreasen
Lektor Viggo Andreasen. Foto: Kasper Hornbæk

 

Den nuværende COVID-19-pandemi har sat yderligere fokus på matematisk epidemiologi, og lektor Viggo Andreasen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet har bidraget med sin viden om matematisk modellering af data om pandemier.

Viggo Andreasen modtager DM's Forskningspris inden for naturvidenskab for sin forskningsindsats.

I priskomiteens begrundelse lyder det blandt andet:

"Viggo Andreasen er blevet kendt i medierne under coronaepidemien som ekspert i pandemimodellering og har siden starten af epidemien rådgivet dem, som har lavet de matematiske modeller, der hele tiden refereres til i medierne. Han har ligeledes haft en plads i den ekspertgruppe, der har rådgivet regeringen om genåbningsstrategien. Det er kendetegnende, at Viggo Andreasen altid i forbindelse med sin optræden i medierne tilstræber kun at referere kendsgerninger og modelforudsigelser, hvor han så vidt muligt holder sig fra vurderinger, skønt netop dette ofte efterlyses."

Ud over den aktuelle COVID-19-pandemi forsker Viggo Andreasen i historiske pandemier som eksempelvis Den Spanske Syge fra 1918, og den matematiske indsigt i, hvordan historiske epidemier og pandemier har bredt sig, bidrager med viden om, hvordan man kan inddæmme nuværende og kommende epidemier.

"Matematisk epidemiologi har vist sin styrke gennem de sidste to alvorlige pandemier: HIV i de sene 80'ere og nu corona-pandemien. I begge tilfælde har de matematiske modeller givet indsigt og viden om, hvilke tiltag der mest effektivt afbøder pandemiernes værste konsekvenser, indtil der er udviklet nye medicinske behandlinger eller vacciner. For HIV peger modellerne på indsatser for de seksuelt mest aktive. Med coronas spredningsmønster peger modellerne som for influenza på social afstand og som noget nyt smittekontrol gennem test og opsporing. Jeg er glad og taknemmelig for anerkendelsen af et internationalt forskningsfelt, som kun har almen interesse med årtiers mellemrum," siger lektor Viggo Andreasen.

DM uddeler hvert år to forskningspriser. I 2021 går forskningspriserne til to forskere fra Roskilde Universitet: Lektor Mikkel Bille og lektor Viggo Andreasen. Med prisen følger 50.000 kroner.

Mere information

Læs mere om DM's Forskningspriser på DM's hjemmeside.

Læs mere om årets anden prismodtager Mikkel Bille fra Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.