Bill Gates’ ulandsbistand skævvrider udviklingsarbejdet
Hvad sker der, når it-milliardæren Bill Gates sætter sig for at investere over 40 mio. dollars i internationalt udviklingsarbejde? Verdens største private fond har på ganske få år medført en meget stor omvæltning i det internationale udviklingsarbejde. Det viser ny forskning fra Roskilde Universitet.
Skævvridende effekt
Bill & Melinda Gates Foundation har med en pengetank på over 43 mia. dollars og meget prominente tilhængere som fx Bono så stor indflydelse, at den i høj grad definerer, hvilke problemer verdens udviklingsarbejde fokuserer på, fortæller ph.d.-studerende Adam Moe Fejerskov: »Gates-fonden fokuserer meget snævert med kolossalt mange penge, og det betyder, at de øvrige aktører også rykker derhen, hvor pengene er. Det er et demokratisk problem. Normalt står udviklings-organisationer som Danida til ansvar over for ministeren, der står til ansvar over for Folketinget, men Gatesfonden står kun til ansvar over for sig selv og dens egne succeskriterier,« siger Adam Moe Fejerskov. Han er i gang med sin ph.d.-afhandling, hvor han undersøger, hvad der sker med et område som udviklingsarbejdet, når en ny stor aktør pludselig kommer på banen. Med 20 mia. kroner årligt bruger Gates-fonden mere på udviklingsarbejde end fx Danmark. »Inden for de seneste 10 år er udviklingsarbejdet eksploderet i en masse nye organisationer med nye tanker og måder at arbejde på. Gatesfonden er det ultimative udtryk for det, og det skaber en skævvridende effekt. Hvis den fede dreng i kanoen bevæger sig, så rykker det også ved alle andre,« siger Adam Moe Fejerskov.
Fokus på vacciner
Det betyder, at forsknings- og nødhjælpsinstitutioner kan sikre finansiering ved at fokusere på det, som Gates-fonden udpeger som væsentligt. »Når der er så mange penge i spil, har det ikke alene stor betydning, hvad man bruger pengene på, men også hvad man ikke bruger penge på. Det er fantastisk, at Gates har valgt at give så mange penge. Men hvis du oprigtigt vil gøre livet bedre for verdens fattigste, skal du arbejde med hele verdens aktører og sørge for, at befolkning og regering har ejerskab til projekterne,« siger Adam Moe Fejerskov. Fx er Gates-fonden meget fokuseret på at udrydde polio og skyder derfor mange penge i arbejdet med at udvikle vacciner. Til gengæld er der intet fokus på at opbygge en sundhedsmæssig infrastruktur i Afrika i form af flere og
bedre hospitaler, læger og oplysning til folk om sundhed. »Det betyder, at en dreng i Afrika kan blive vaccineret mod polio og dagen efter dø af at have drukket det forurenede vand i landsbyens flod. Gates-fonden er ekstremt fokuseret på det, de udpeger som de vigtigste indsatsområder og ignorerer alt andet. Det er meget langt fra den traditionelle holistiske tilgang til udviklingsarbejdet, hvor man er klar over, at man ikke hjælper sundheden ved kun at fokusere på et enkelt lille område,« fortæller Adam Moe Fejerskov.
Kvinder gav adgang
Gates-fonden står ikke til regnskab for nogen og er derfor traditionelt meget lukket. Den agerer autonomt i verden og kører sit eget løb. Derfor er der meget lidt forskning i fondens arbejde. Men Adam Moe Fejerskov formåede på under fire måneders feltarbejde at blive lukket ind i det allerhelligste i Seattle. Under påskud af at undersøge, hvordan idéen om at fokusere på ligestilling i alle fondens projekter slog rod i organisationen og udmøntede sig, lykkedes det Adam Moe Fejerskov at få adgang. »I de senere år har især Melinda Gates været meget bombastisk omkring ligestilling. Det betyder, at kvinders rettigheder og ligestilling skal tænkes ind i alle projekter. Det har skabt en del gnidninger, når forskere, der sidder og udvikler vacciner, pludselig får besked på, at der skal være en særlig kvindelig vinkel på deres arbejde. De har simpelthen svært ved at se, hvad kvinders rettigheder har med vacciner at gøre,« siger Adam Moe Fejerskov.
Særligt talentfuld forsker
Adam Moe Fejerskov har modtaget et af EliteForsks rejsestipendier på 200.000 kroner, som gives til særligt talentfulde ph.d.-studerende. Planen er at bruge en væsentlig del af EliteForskmidlerne på et studieophold på Stanford University, Californien, der igennem de sidste 30 år har været førende inden for organisationsteori.