| Nyhed

Tre millioner kroner til nyt projekt, der skal udvikle undervisernes digitale kompetencer

Roskilde Universitet, Professionshøjskolen Absalon og Zealand modtager tre millioner kroner fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til et projekt, hvor undervisere skal kunne dele viden og erfaringer om integration af teknologi i undervisningen.
Hænder på tastatur
Roskilde Universitet, Professionshøjskolen Absalon og Zealand er gået sammen om projektet 'Det dobbelte læringsfællesskab', som handler om at samarbejde og vidensdele omkring, hvordan man bedst bruger de digitale muligheder i undervisningen til gavn for de studerende. Foto: Colourbox

 

Uddannelses- og Forskningsministeriet sætter fokus på en styrkelse af digitale kompetencer blandt underviserne på de videregående uddannelser, og som led i den indsats modtager Roskilde Universitet, Professionshøjskolen Absalon og Zealand en bevilling på tre millioner kroner til et fælles to-årigt projekt.

I det regionale samarbejde iværksættes projektet ’Det dobbelte læringsfællesskab’, hvori der skal skabes et kompetenceudviklingsforløb til uddannelsesinstitutionernes undervisere, der fokuserer på brugen af digitale læringsteknologier i undervisningen. Målet er at klæde underviserne på til at integrere teknologierne i undervisningen på en måde, så de studerendes muligheder for læring styrkes.

Projektet bygges op om to læringsfællesskaber. Det ene er knyttet til undervisernes daglige praksis på egen uddannelsesinstitution, og det andet er koblet til en fælles online samarbejdsplatform, der går på tværs af de tre institutioner. Det bliver dermed muligt for underviserne at dele viden og erfaringer på tværs.

”Dette projekt giver de videregående uddannelsesinstitutioner i Region Sjælland en enestående mulighed for at samarbejde og vidensdele omkring, hvordan vi bedst bruger de digitale muligheder i undervisningen til gavn for vores studerende. På Roskilde Universitet er vi meget optagede af, hvordan de nye teknologier kan understøtte de studerende og underviserne i forhold til vores særkende, problemorienteret projektlæring,” siger projektleder Søren Larsen, der også er centerleder for Center for Virtuelle Læringsteknologier på Roskilde Universitet.

Der er mange forskellige teknologier til rådighed, som på forskellig måde kan være med til at styrke undervisningen. Det kan for eksempel være platformsteknologier, som skaber et digitalt rum for studerende og underviseren uden for det fysiske undervisningslokale, og som gør det muligt for de studerende og underviseren at være i dialog med hinanden mellem undervisningsgangene, dele materialer og arbejde i fælles dokumenter. Et andet eksempel kunne være brugen af videoer, som kan gøre det muligt at flytte nogle af underviserens præsentationer eller forelæsninger hjem til de studerende, så de studerende og underviseren kan bruge tiden til spørgsmål, diskussioner og øvelser, når de er samlet.

Professionshøjskolen Absalon har mange års erfaring med både forskning og udbud af forskellige typer af e-læringsformater, hvor de studerende arbejder i studiefællesskaber.

Zealand er med i projektet, fordi det passer til uddannelsesinstitutionens digitale strategi for undervisning, og fordi Zealand opfatter det som afgørende, at underviserne er kompetente på området.