Forskningscenter > Center for Daginstitutionsforskning > Nyhed

Nye forskere leverer viden om samspillet mellem børn og voksne og om børn og demokrati

Daginstitutionsforskningen er netop blevet styrket med to nyuddannede forskere. Karen Prins og Unni Lind, der begge har været ph.d.-studerende i CeDif-regi, har forsvaret deres afhandlinger og skal fremover bidrage med ny, forskningsbaseret viden om børn og daginstitutioner.
To ph.d.'er

 

To nye ph.d.-afhandlinger kredser begge om børns hverdagsliv i daginstitutionerne. Mens Karen Prins har beskæftiget sig med børns erfaringer med at deltage i demokratiske processer – og set på de forskellige muligheder, forskellige børn har for at deltage i disse processer, har Unni Lind set på samspillet mellem børn og voksne.

Karen Prins fortæller om sin afhandling, der har titlen ”På jagt efter det demokratiske – en pragmatisk kulturanalyse af muligheder og begrænsninger for børns demokratiske erfaringer i daginstitutionen”:

“Det træder frem i mine analyser, at nogle børn ser ud til at gøre sig mange erfaringer med at ’bøvle’ med forskellige møder mellem deres egne ønsker og interesser og det ønskværdige for fællesskabet. Andre børn ser ud til at gøre sig færre erfaringer med at befinde sig i situationer, hvor de kan gøre sig erfaringer med dette. De gør sig i stedet mange erfaringer med ikke rigtig at kunne være med, blive synlige eller bidrage til at forhandle fælles retning. Det får også betydning for, hvad børnene erfarer om sig selv, hvad de tænker om sig selv og om, hvem eller hvad de kan være eller blive.”

Afhandlingen handler om børns muligheder for at gøre sig demokratiske erfaringer:

“At gøre sig demokratiske erfaringer er at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvordan vi skal indrette os bedst muligt på tværs af holdninger og interesser. Det kan være konstruktivt og problemløsende, besværligt og bøvlet, eller decideret forstyrrende og konfliktfyldt,” skriver Karen Prins.

Unni Linds ph.d. har titlen ”Trivsel i daginstitutionens hverdagsliv – et spørgsmål om det kropslige, kollektive og konfliktuelle.” Unni har blandt andet undersøgt, hvordan både børn og voksne trivsel hele tiden påvirker hinanden. Trivsel er altså i denne forståelse andet og mere end noget, den enkelte har eller ikke har – det bliver også et dynamisk og kollektivt forhold, der hele tiden er under forandring og påvirkning af omgivelserne.

Ph.d.-afhandlingerne kan købes ved henvendelse til  www.academicbooks.dk