Problem eller potentiale? Masseturisme i København
Et stigende antal turister kommer til Danmark og særligt til hovedstaden, som i disse år bliver hædret i udlandet som en by, man bør besøge. Skal vi frygte eller omfavne folkestrømmen fra udlandet?
Af Simon Brix
I Berlin og Barcelona går lokalbefolkningen på barrikaderne. Mange føler sig ekskluderede fra deres egne byer af det stigende antal turister.
Herhjemme har mange nok også lagt mærke til, at turisterne har fået øjnene op for vores lille land, og ifølge to forskere fra RUC, så kommer der endnu flere og besøger særligt København i den nære fremtid.
Men skal du så ærgre dig eller glæde dig over den prognose?
Masseturisme kan være overrumplende
”I en by som København tror jeg ikke, at vi skal frygte masseturisme, men vi skal måske prøve at afbøde nogle af de værste effekter af den”, siger Thomas Theis Nielsen, lektor på Geografi.
De værste effekter er nogle af de aftryk, som turismen sætter: Forurening, slid, overbefolkede områder, stigende ejendomspriser.
”Hvis du taler med nogle af beboerne i Berlin og Barcelona, som føler sig voldsomt invaderet af AirBnB-turisme og ser, at ejendomsværdierne stiger, så de ikke selv har råd til at bo i deres egne byer, så tror jeg, de vil sige, at de opfatter turisterne som et stort problem”, siger Thomas Theis Nielsen.
Turisterne rykker ud i brokvartererne
Indre By og Christiania er blandt de steder, som af og til kan virke overrendte, men turismen er så småt begyndt at antage nye former i København, siger Jonas Larsen, som er professor i mobilitet og bystudier på Institut for Mennesker og Teknologi og studieleder på Spatial Designs and Society.
”Wonderful Copenhagen kører en kampagne, som hedder the end of tourism as we know it. Det handler om, at mange turister hellere vil besøge localhoods som Nørrebro og Vesterbro frem for at tage ud til Langelinie og se Den lille havfrue”, siger han.
Derfor skal københavnerne nok til at vænne sig til, at turisterne flytter ind hos naboen og spiser nede på det lokale kebabsted, og det er interessant, mener Jonas Larsen.
”For så bliver vi også nødt til at forholde os til de fremmede. I København er turisme endnu ikke nogen varm politisk kartoffel, som det er i andre lande. I Spanien er der stemmer i at lave politik på området. Det bliver interessant at se, om den stigende turisme herhjemme vil ændre på det billede, og om der vil opstå en større offentlig debat om, hvordan turismen skal reguleres”, siger han.
Et komplekst regnestykke
Ifølge Thomas Theis Nielsen efterlader turisterne også positive aftryk. Økonomien får et boost og jobs bliver skabt.
”Fordelene for lokalbeboeren er, at man kan tjene penge på udlejning, og for byerne er det også spændende, fordi der er mange penge i turisme. Noget af overskuddet bliver geninvesteret i at vedligeholde og udvikle byen,” siger Thomas Theis Nielsen.
Selv om sliddet på byen er stort, så tror Thomas Theis Nielsen på, at den stigende turisme i sidste ende er en god ting for Danmarks hovedstad.
”Det er et komplekst regnestykke at skulle vurdere, om sliddet er større end indtægterne, og regnestykket bliver kun sværere, når man inddrager de ’bløde værdier’ – hvad er det for eksempel værd, at Lonely Planet fremhæver København som en by, der er værd at besøge? Hvad er det værd, at København bliver branded som en cykelby?”, siger han.
”Uanset hvad, så tror jeg dog på, at der på sigt er flere positive effekter af de mange turister. Problemet er, at vi mærker de negative effekter med det samme”.
Elsk din turist som dig selv
Ifølge Jonas Larsen kommer turisterne til at pille ved københavnernes selvforståelse.
”Hvordan byder man den fremmede velkommen, og hvordan lever man med den fremmede? Hvordan beriger de os og omvendt?”, siger han og undrer sig over et paradoks:
”Når vi selv rejser og er turister, er det ofte der, vi er mest lykkelige, men samtidig synes vi, at turisme er overfladisk, og vi synes, at andre turister er irriterende”.
Alt i alt vurderer Jonas Larsen, at vi roligt kan byde turisterne velkommen.
”Vi kan ikke sammenligne det med Berlin. Jeg tror ikke, det går så galt i Danmark, fordi vi har en anden regulering af boligmarkedet. AirBnB fungerer på nogle andre vilkår her. Men der kommer udfordringer, det er der ingen tvivl om, og de vil medføre, at turismen bliver meget mere central for byudviklingen, og hvad vi forstår ved en by”, siger han.