Spillet om Grønlands uafhængighed er en kamp på ord og jura
Er Kinas interesse i Grønlands undergrund en god eller en dårlig ting? Det kommer an på, hvem man spørger. Selvstændighedsparate grønlændere øjner milliardinvesteringer som vejen til frigørelse af økonomisk støtte fra Danmark og dermed exit fra Rigsfællesskabet. Men Danmark kontrollerer ifølge selvstyreloven fra 2009 stadig Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvilket kan spænde ben for frihedsambitionerne.
»Hvis danske politikere vurderer, at salg af mineraler ikke kun er eksport, men også sikkerhedspolitik, så bestemmer Danmark. Det er en reel håndhævelse af selvstyreloven, men ikke så populært i Grønland. Det har de sidste 10 års juridiske tovtrækkerier om eksportretten til uran vist,« siger Rasmus Kjærgaard Rasmussen, forsker i sikkerhedskontroverser og arktiske forhold ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
Hans narratologiske analyse af kontroversen om undergrunden mellem Nuuk og København har vist, at begge parter spiller et juridisk såvel som et retorisk spil. Forskningsprojektet bygger på analyse af en stor mængde officielle dokumenter fra de grønlandske og danske regeringer i perioden fra selvstyreaftalen i 2008/09 til 2016. Det drejer sig om strategier for Rigsfællesskabet og udvikling af Grønlands økonomi samt lovforslag og handlingsplaner for udnyttelsen af Grønlands råstoffer og mineraler.
»I visse sammenhænge har Danmark en interesse i at positionere Rigsfællesskabet som en arktisk supermagt. Fællesskabet med Danmark, Færørene og Grønland udgør tilsammen Natos tredjestørste landmasse. Dét narrativ er centralt for Danmarks udenrigspolitiske etablissement i Stats- og Udenrigsministeriet, som gennem en årrække har spillet det såkaldte grønlandskort med henblik på øget indflydelse i Washington. I den danske version af fortællingen er Kina en trussel mod Rigsfællesskabet, og eksport af uran og dermed sjældne jordarter er sikkerhedspolitik på allerhøjeste niveau,« forklarer Rasmus Kjærgaard Rasmussen.
Angst for kolonimagt-image
Da den danske topdiplomat Peter Taksøe-Jensen i 2016 offentliggjorde sin udredning om dansk udenrigspolitik, var en af anbefalingerne, at Danmark burde »udnytte sin position som arktisk stormagt til at påvirke udviklingen i Arktis til gavn for Kongeriget, regionen og det grønlandske og færøske folk«. Sådan en retorik kan åbne døre i USA, men give politiske problemer, fordi Grønland kan bruge den som et bevis på, at Danmark stadig agerer kolonimagt – et image, den danske stat for alt i verden ikke ønsker.
»Den officielle danske linje er, at man støtter Grønland i at opnå selvstændighed. Den linje finder opbakning af så godt som alle partier på Christiansborg. Til gengæld viser vores analyse, at embedsværket og Udenrigsministeriet agerer mere ambivalent, når politikken praktiseres i diverse aftaler og strategipapirer. Her tales undergrunden næsten per automatik også ind i en sikkerhedspolitisk kontekst. Men når Danmark for hurtigt slår på sikkerhedsargumenterne, giver det næring til Grønlands selvstændighedsfløj, fordi det forstærker billedet af Danmark som en moderne kolonimagt, der mest er interesseret i at fastholde kontrollen over en fælles dansk-grønlandsk udenrigspolitik og det værdifulde grønlandskort,« siger Rasmus Kjærgaard Rasmussen.
Vi skal flytte os fra den stereotype figur om et forældre og barn-forhold til en konstruktiv samtale om de to lande som ligeværdige partnere med stærke historiske bånd
Senest reagerede daværende minister for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, skarpt på den danske regerings blokering af en kinesisk investering i den nedlagte militærbase Grønnedal. Ligeledes har Aleqa Hammond, grønlandsk folketingsmedlem og tidligere formand for Grønlands Selvstyre, i sommerens Folketingsdebat om kinesiske investeringer i lufthavne anført, at Danmark handler dobbeltmoralsk ved selv at handle med Kina og samtidig smide sikkerhedskortet på bordet, så snart kineserne viser interesse i Grønland.
»Hun anklager implicit Danmark for stadig at agere kolonimagt med hensynet til udenrigs- og sikkerhedspolitikken som påskud. Kommunikationen fra dansk side handler derfor om at undgå konflikt om ansvarsfordelingen i Rigsfællesskabet, så i den konkrete sag svarer Lars Løkke Rasmussen, at Danmark er nødt til at kigge på det sikkerhedspolitiske med henvisning til selvstyreaftalen. Den danske retorik er meget baseret på hensynet til forfatningsjura, mens grønlændernes retorik ofte er del af et større nationalistisk narrativ baseret på symbolpolitik,« vurderer Rasmus Kjærgaard Rasmussen.
Hjælpere og modstandere
Imens danskerne forsøger at balancere forfatningsjura, udenrigspolitiske strategier og en moralsk forpligtelse om at støtte Grønlands selvstændighed, iscenesætter det grønlandske selvstyre mere aktivt en større fortælling om selvstændighed. Det gælder retorikken om, hvem der er hjælpere og modstandere. Rasmus Kjærgaard Rasmussen pointerer:
»Lige nu bliver Danmark iscenesat som modstanderen, mens Kina er hjælperen. Det er et narrativ i forlængelse af den identitet, dele af det grønlandske samfund har opbygget som tidligere koloni og undertrykt folk, som traditionelt har givet uafhængighedskæmpere vind i sejlene.«
Men selvom dette grønlandske narrativ har været fremherskende i debatten, holder det ikke nødvendigvis vand.
»Det er mere ønsketænkning end realiteter, anført af ældre idealister og en politisk elite på selvstændighedsfløjen. Den bunder i en forestilling om, at Kina vil bygge miner, tilføre masser af dollars og tilbyde billige investeringslån uden at udgøre nogen risici. Jeg tvivler på, at det er realistisk,« siger Rasmus Kjærgaard Rasmussen, der samtidig pointerer, at løsrivelsesdagsordenen heller ikke nyder lige stor tilslutning blandt alle grønlændere.
Fx viste en undersøgelse fra 2016, at det særligt var de midaldrende grønlændere, der var for uafhængighed, mens 29 procent af de unge mellem 18 og 29 år slet ikke forholdt sig til spørgsmålet.
Brug for konstruktiv samtale
Set udefra kan det være vanskeligt at overskue, hvad der er jura og fakta eller retorik og følelser i det politiske spil om Grønlands fremtid i eller uden for Rigsfællesskabet. Derfor bør både medier og forskere ifølge Rasmus Kjærgaard Rasmussen træde i karakter og deltage mere aktivt i debatten. De danske mediers dækning af det grønlandske valg i april 2018 var et godt eksempel.
»Det viser, at danske iagttagere er begyndt at interessere sig for Grønland. Det er også vigtigt, at forskere kommer på banen og bygger bro mellem Grønland og Danmark og viser grønlænderne, hvad Rigsfællesskabet kan tilbyde inden for uddannelse og forskning. RUC spiller nu en rolle i Forum for Arktisk Forskning, der bl.a. koordinerer forskning i grønlandske forhold med universitetet i Nuuk. Samtidig har vi herhjemme brug for en ordentlig debat om, hvad Grønland er og betyder for Danmark her og nu,« fastslår han. Måske er Grønlands fremtid hverken helt uafhængig eller helt bundet af Danmark:
»Vi skal flytte os fra den stereotype figur om et forældre og barn-forhold til en konstruktiv samtale om de to lande som ligeværdige partnere med stærke historiske bånd.«
Artiklen er udgivet i Rubrik #14, 2018
Publiceret i ’Tidsskriftet Politik’
Rasmus Kjærgaard Rasmussen og lektor Henrik Merkelsen fra Lunds universitet har beskrevet deres forskningsresultater om sikkerhedsspillet mellem Grønland og Danmark i det anerkendte ’Tidsskriftet Politik’ under titlen: ’Post-colonial governance through securitization? A narratological analysis of a securitization controversy in contemporary Danish and Greenlandic uranium policy’.