EU-millioner til projekt med RUC-deltagelse
EU støtter samarbejde på tværs af landegrænser gennem initiativet Interreg, og derigennem har projektet ’Novel regional Digital solutions for improving Healthcare’ (NorDigHealth), som Roskilde Universitet deltager i, fået støtte på 19 millioner kroner.
Projektet, som løber fra 1. januar næste år til 31. december 2021, skal ved hjælp af innovativ teknologi medvirke til, at borgerne i det sydlige Danmark og Nordtyskland får et længere og bedre liv.
NorDigHealth omfatter flere forskningsprojekter, hvoraf forskere fra Roskilde Universitet er involveret i to. Professor Henning Christiansen skal analysere ’big data’ og udvikle algoritmer, mens lektor Anne Liveng – sammen med lektor Mari Holen – skal undersøge, hvordan man sikrer blivende adfærdsændringer. I sidstnævnte forskningsprojekt skal de to RUC-forskere stå for dialogmøder med borgere, være med til at organisere og indrette det fysiske mødested, hvor borgere kan få udleveret og få råd om digital sundhedsteknologi og undersøge hvilke muligheder og begrænsninger, borgerne selv ser i brugen af ny teknologi i forbindelse med sundhed. Desuden skal det belyses, hvordan teknologierne anvendes – og hvad der eventuelt står i vejen for, at de anvendes i et sundhedsfremmende øjemed.
RUC-forskernes undersøgelser skal kobles sammen med de behandlings- og rehabiliteringsløsninger, som der bliver arbejdet med i andre dele af det overordnede projekt.
NorDigHealth kommer til at centrere sig om Næstved Kommune i Danmark og Hansestadt Lübeck, hvor man ønsker at undersøge både raske borgere og patienter for at samle viden om, hvordan borgerene bruger teknologi i forhold til egen sundhed og opspore tegn på sygdomme. Projektets mål er at skabe en høj grad af brugerinvolvering og dermed sikre en bæredygtig anvendelse af innovative, digitale løsninger i bestræbelserne på at fremme sundhed og reducere sygdomsniveauet i regionen på tværs af den dansk-tyske grænse.
NorDigHealth ledes af Region Sjælland – Produktion, Forskning og Innovation.