Forskere fra RUC sætter fokus på teknologi i udviklingslandene på Techfestival
Som en del af Techfestival i København er RUC med til at afholde eventet ’Tech in Aid Summit’ den 8. september i DGI-Byen, hvor folk fra teknologi-, udviklings- og forskningsverdenen samles for at gøre status over de teknologiske innovationer, der finder sted i udviklingslandene.
”Det er et meget vigtigt event, fordi universiteterne skal være med på, hvad der sker i teknologiverdenen. Omvendt er det også vigtigt, at forskerne er til stede, så vi kan bidrage med vores viden,” siger lektor Tobias Hagmann fra Institut for Samfund & Erhverv på Roskilde Universitet.
NGO’er og internationale organisationer er i gang med at eksperimentere med humanitære teknologier, og derfor er der brug for nye regler og principper på området, påpeger forskeren.
Der er mange eksempler på, at udvikling af teknologi i u-landene – trods gode intentioner – slår fejl og får negative konsekvenser. Forskeren peger desuden på, at positive forandringer, som er baseret på ny teknologi – kun opstår, hvis teknologien giver mening for dem, der skal bruge den – og ikke kun for dem, der har udviklet teknologien.
”Teknologiske løsninger, der ikke tager den lokale kontekst og de lokale brugere seriøst, vil slå fejl. Det kan man være helt sikker på,”siger Tobias Hagmann og fortsætter:
”Men forskerne skal ikke blot være kritiske over for teknologi-entusiasmen i den internationale udviklingsverden. Vi skal også være i dialog med start-ups og praktikere fra teknologiverdenen,” slutter han.