Nulfejlskultur er også et politisk ansvar

Indlægget er bragt i Politiken d. 13. juni 2018.

Moderne uddannelse skal kunne danne grundlag for, at kandidaterne kan komme ud og virke i nye felter. Mange af dem skal være i stand til selv at skabe deres egne virksomheder eller bidrage med nye vinkler på store samfundsudfordringer som klimaforandringer og de store verdenskonflikter. De skal lære at sætte faglighederne i relation til deres omverden og ikke mindst til digitalisering og teknologi. Og de skal bevare nysgerrighed og initiativ. Det er det, vi på universiteterne i samarbejde med ministeren for området skal uddanne dem til.

Derfor stor tak til Tommy Ahlers (V) for i Politiken at minde os alle om, at der er behov for at gøre op med perfekthedskulturen.
Jeg håber, Tommy Ahlers vil tage fat på de konkrete systemfejl, som bidrager til, at mange unge i dag ikke tør melde sig fuldt ud på banen i klasserum og til forelæsninger eller mister gejsten og motivationen.

Det danske uddannelsessystem har som en del af en europæisk trend desværre igennem de seneste 10-15 år taget en drejning imod en nulfejls-og kontrolkultur, som stækker de unge. Trenden mærkes i mange sammenhænge og er vævet ind i uddannelsessystemet på flere niveauer.

Problemet hænger sammen med vores optagelsessystem og det sygelige fokus på karakterer i gymnasieskolen. Systemet tilskynder f. eks. gymnasieeleverne til at fravælge svære fag, der kan give lave karakterer. Og de presses til at satse på præstation og karakterer frem for læring, fordybelse og kritisk tænkning. Derfor er der behov for et nyt optagelsessystem, hvor man ved optag belønner elevernes indsats i gymnasiet, men samtidig tillader eleverne at satse på svære fag eller opgaver og dermed risikere ikke at få en høj karakter.

Der er ikke noget galt i at sætte sig mål, men der er noget galt med at føle sig styret af ydre mål og at lære ungdommen, at succes er at gentage, hvad andre siger

Jeg foreslår, at man fortsat inddrager karaktergennemsnittet, når man optager på universiteterne , men derudover også karaktererne i de 4 eller 5 mest relevante fag, samt for f. eks. 20 procent af alle optagne særlige kvalifikationer, erfaringer og motivation, som vi kender det fra kvote 2 i dag.

Vi har brug for, at uddannelserne og optagelsessystemet støtter de unge i at vælge den rigtige uddannelse ud fra kriterier, der handler om uddannelsens indhold snarere end dens optagelseskvotient.
Men der er flere systemfejl at tage fat på: Selve tilgangen til karaktergivning peger desværre i retning af en forsimplet styring af de unges indsats.

Princippet er, at den studerende skal leve op til de mål, der er formuleret, og ikke begå fejl. Når en studerende kommer ind til en eksamen, starter vedkommende på et 12-tal, og så bliver der trukket fra, efterhånden som eksaminanden begår fejl. Herfra stammer helt sikkert noget af 0-fejls-og perfekthedskulturen.

Der er ikke noget galt i at sætte sig mål, men der er noget galt med at føle sig styret af ydre mål og at lære ungdommen, at succes er at gentage, hvad andre siger.

Skole og uddannelse kommer alt for let til at handle om at tilpasse sig forventninger, tage gode noter og aflæse målformuleringer. Hvordan skal elever og studerende så tilegne sig den selvstændige kritiske tænkning? Mange afholder sig naturligt nok fra at stille kritiske spørgsmål, hvis de frygter, at det kan fortolkes som manglende målopfyldelse.
Men man kan ikke udvikle sig uden at vove at bevæge sig ud, hvor man risikerer at begå fejl. Det gælder fra folkeskolen til universitetet.

Jeg foreslår derfor en ny karakterskala, og at man gentænker bedømmelseskriterierne. Karakterskalaen skal bestå af tallene 12, 10, 8, 6, 4, 2 og 0. Den uens afstand mellem karaktererne på den nuværende karakterskala, f. eks. mellem 7 og 10, gør, at man straffes ekstra ved at få 7, som jo ellers er en fin karakter, den tredjebedste. Men 7 trækker uforholdsmæssigt ned i gennemsnittet, og det gør, at elever og studerende bliver endnu mere fokuserede på at få topkarakterer. Hvis vi ikke også belønner, at eleven kan tænke selvstændigt eller kreativt på baggrund af fagligheden, bliver karakterskalaen for tjeklisteorienteret. Jeg savner især den positive vurdering. Både i top-, middel-og bundkarakterer. Et særligt problem er 2-tallet, som jo er bestået. Her er der gjort meget ud af at forklare, hvad der mangler i præstationen, men ikke hvad der gør, at det er tilstrækkeligt. Og så bør man belønne den helt særligt selvstændige eller originale præstation med 12+.

Det kan heller ikke undgå at påvirke kulturen, at hele systemet er underlagt styring og kontrol gennem flere lag af tilsyn, målinger, evalueringer og akkrediteringer. Det er godt at sikre kvaliteten, men det er bedre at slække en lille smule på perfekthedskulturen, begå nogle fejl undervejs, selv blive klogere og ikke miste gejsten. Det gælder også for de undervisere og forskere, som møder de studerende.

De store mål, vi alle er enige om, om originalitet, initiativ og handlekraft, dem spændes der ben for, og systemet kommer i stedet til at fremme aflæsning og tilpasningsdygtighed og overdreven korrekthed.