Danmarks Frie Forskningsfond støtter excellente forskningsprojekter på RUC
Danmarks Frie Forskningsfond uddeler hvert år bevillinger til excellent ny forskning, og en række forskningsprojekter på Roskilde Universitet bliver støttet i den seneste uddeling. Fem forskningsprojekter ledet af forskere fra Roskilde Universitet modtager bevillinger for mere end 18 millioner kroner sammenlagt.
Se en samlet liste over de fem projekter på Danmarks Frie Forskningsfond hjemmeside eller læs mere nedenfor.
Projekterne er:
Institut for Naturvidenskab og Miljø:
Professor (MSO) Kristine Niis: RIDILiq – Rigidity and Dynamics of Ionic Liquids, 2.587.680 kroner
Når en væske krystalliserer, sker det brat og ved en helt bestemt temperatur, som vi kender det fra vand, der fryser. Når en sukkermasse størkner til et bolche, eller en glaspuster former sit værk, sker det derimod gradvist. Denne langsomme overgang kaldes glasovergangen. Vi har en god forståelse af, hvad der styrer den bratte krystallisering, men den gradvise glasovergang er stadig et grundvidenskabeligt mysterium.
Et af de uafklarede spørgsmål omkring glasovergangen er, i hvor høj grad den er universel, det vil sige, bliver den styret af de samme mekanismer i forskellige typer væsker? Og hvordan foregår glasovergangen, når det, der stivner, slet ikke er en væske, men noget mere indviklet, for eksempel et protein?
Formålet med dette projekt er at undersøge, hvor universel glasovergangen er. Det gøres ved at arbejde med væsker, som er mere komplekse end dem, man normalt studerer i glasforskningen, nemlig ionvæsker. I projektet vil vi lave præcise mekaniske målinger af, hvordan ionvæsker stivner til glas og derved undersøge, om nano-struktur spiller en rolle for de grundlæggende glasovergangsmekanismer.
Læs en længere beskrivelse af projektet
Professor Lone Simonsen: Long-term Impact of Childhood Vaccination Programs: Using Historical Data to Understand Modern Disease Patterns, 2.592.000 kroner
Vores centrale ide er at udnytte Danmarks rige sundheds- og befolkningsstatistikker til at belyse centrale spørgsmål om børnevaccinationernes betydning for folkesundheden i lyset af den seneste års genkomst af sygdomme som mæslinger, fåresyge og kighoste, der ellers har været næsten udryddet med vacciner i flere årtier. Projektstøtte vil forankre et nyt internationalt forskningsmiljø på RUC.
Vi vil bruge disse data til at konstruere og analysere tidsserier for udvalgte smitsomme sygdomme fra perioderne før og efter indførelsen af masse-vaccinationsprogrammer med henblik på at besvare centrale spørgsmål: Hvordan påvirker vacciner de epidemiske sygdommes økologi og påvirkning af befolkningen over tid? Var store mæslingeepidemier virkelig forbundet med en generel stigning i børnedødelighed? I hvilken grad kan reduktionen af børnedødelighed, vi har set i Europa over det 20. århundrede, tilskrives vacciner?
Læs en længere beskrivelse af projektet
Professor Peter Westh: Simulation assisted enzyme design: Application of the Sabatier principle for interfacial enzyme catalysis, 5.903.080 kroner
Enzymer er en gruppe proteiner, der øger hastigheden af kemiske reaktioner i den levende celle. Af den årsag spiller de en central rolle for alt liv, men enzymer anvendes også teknisk og industrielt. De bruges i en række produkter fra vin til vaskemidler, og i mange tilfælde har teknisk anvendelse af enzymer ført til mere ressourcebesparende og bæredygtige processer.
Betingelserne ved industriel anvendelse er imidlertid anderledes end de naturlige betingelser, som enzymerne er skabt til, og dette betyder ofte, at deres aktivitet begrænses. Én måde at imødegå dette problem er at lave enzymvarianter, der er bedre tilpasset de industrielle forhold. Ved dette projekt udvikles og implementeres et nyt princip for vidensbaseret fremstilling af forbedrede industrielle enzymer. Projektet er et samarbejde mellem RUC, Novozymes og DTU.
Læs en længere beskrivelse af projektet.
Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv:
Lektor Pernille Boye Koch: Civil servant norms of Danish state bureaucracy in a state of flux, 2.057.608 kroner
Det er af afgørende betydning i et demokratisk samfund, at vi har et velfungerende embedsværk. I Danmark har en lang række skandalesager involveret både ministre og embedsmænd og sat fokus på klassiske embedsmandsnormers status i centraladministrationens forvaltningspraksis, og hvilke dilemmaer embedsmændene står med i en dagligdag præget af nye samarbejdsformer og delvist modstridende krav og normer.
Embedsmandsnormerne er ikke undergivet en samlet regulering, men udledes af flere forskellige retskilder, og det er et område, som falder mellem flere retlige felter. Det er imidlertid af stor samfundsmæssig og teoretisk betydning at få en større klarhed over de retlige rammer for embedsværket, og hvordan udvalgte normer opfattes og implementeres i praksis.
I dette projekt vil vi derfor se nærmere på centrale embedsmandsdyder som lydighedspligten, sandhedspligten og faglighedskravet, og vi vil kombinere en juridisk orienteret analyse med en retssociologisk undersøgelse af, hvordan kravet om lydighed og loyalitet opleves og udmøntes i praksis af embedsmænd i tre forskellige ministerier.
Læs en længere beskrivelse af projektet.
Lektor Olivier Rubin: Exploring the policy dynamics of global antimicrobial resistance initiatives, 5.230.835 kroner
Dette projekt benytter politisk teori til at analysere, hvorfor bekæmpelsen af antibiotikaresistens ikke står højere på den globale politiske dagsorden. Stigningen i antibiotikaresistens er et globalt problem, som undergraver mange af de medicinske behandlinger, som vi i dag tager for givet. Man har estimeret, at 700.000 mennesker dør hvert år som følge af antibiotikaresistens. Resistente bakterier kan krydse landegrænser; derfor er internationalt koordinerede tiltag centrale. Disse tiltag har dog hidtil været begrænsede. Projektet sammenligner globale tiltag iværksat for at imødegå klimaforandringerne med de initiativer, der er iværksat for at reducere truslen fra antibiotikaresistens.
Sidstnævnte initiativer kan karakteriseres ved at være meget nylige og uden den store tyngde i form af juridisk bindende aftaler, årlige statsledermøder og internationale organisationer udelukkende dedikeret til bekæmpelsen af antibiotikaresistens.
Læs en længere beskrivelse af projektet.
Derudover har professor Kim Schrøder fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab sammen med lektor Chris Peters fra Aalborg Universitet modtaget en bevilling på sammenlagt 5,3 millioner kroner til projektet Beyond the Here and Now of News. RUCs andel er på cirka to millioner.