Forfejlet ghettopolitik fokuserer på områder frem for mennesker
Riv det ned. Sådan lød ordene fra statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale d. 1. januar. Og siden da har der været heftig debat om ghettoerne i Danmark i kølvandet på regeringens ghettoliste og efterfølgende ghettoudspil, som de præsenterede i marts.
Men hele præmissen for regeringens ghettoudspil er problematisk, påpeger boligforsker og lektor på Roskilde Universitet Troels Schultz Larsen:
»Det grundlæggende problem ved ghettolisten er, at den ikke løser problemet, fordi den har fokus på områder frem for mennesker. Den tager ikke hånd om de strukturelle problemer i relation til arbejdsmarked, boligmarked og fattigdom. I stedet producerer listen stigmatisering, gør folk utrygge og er direkte kontraproduktiv, fordi den er med til at forandre både beboernes og alle andres opfattelse af området og beboerne,« siger Troels Schultz Larsen, der er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.
Inspiration fra andre lande
Troels Schultz Larsen fortæller, at når politikere, byplanlæggere og for den sags skyld også forskere skal komme med bud på løsninger af problemerne i de udsatte boligområder, er det almindeligt at søge inspiration i andre lande. Man tager på studieture til Paris. Kigger på, hvad man har gjort i Holland. Ofte uden at tage højde for de store forskelle landene i mellem.
I en ny videnskabelig artikel publiceret i Urban Geography gennemgår Troels Schultz Larsen systematisk de faldgruber, der er, hvis man forsøger at sammenligne forsømte boligområder i Frankrig og Danmark og overføre erfaringer fra de to lande 1-1. Bl.a. er bygningerne i Frankrigs ghettoer generelt i meget ringere stand end i Danmark. Og arbejdsmarkedet er anderledes, boligmarkedet er anderledes, ligesom den boligsociale indsats er meget mere centraliseret i Frankrig.
»Det giver god mening at lære af erfaringer i Frankrig og USA eller Holland. Men forslaget om nedrivning er f.eks. i høj grad baseret på udenlandske erfaringer, og her kunne der godt være plads til flere nuancer. Min mission er, at vi ikke baserer os på udenlandske erfaringer, som ikke giver mening i Danmark, og her er der en række forskellige faktorer, man er nødt til at tage højde for,« påpeger Troels Schultz Larsen.
»Der en tendens til at antage, at fordi symptomerne i høj grad er de samme, så er sygdommen også den samme. Men man skal være forsigtig med at overføre diagnosen fra ét samfund til et andet,« påpeger Troels Schultz Larsen.
Problemer ved nedrivning og genhusning
Troels Schultz Larsen kalder konsekvent det, som regeringen betegner som ’ghettoer’ for ’de forsømte boligområder’. Han mener, at ordet ghetto i dansk sammenhæng er problematisk, fordi vi ganske enkelt ikke har ghettoer i Danmark. Hvilket han dog påpeger ikke er det samme som at sige, at vi ikke har boligsociale problemer.
»Vi har ikke ghettoer i Danmark«
Den forskningsbaserede definition af ghettoer, som Troels Schultz Larsen læner sig opad:
- Én homogen stigmatiseret befolkningsgruppe (f.eks. jøder og sorte).
- Fysisk afgrænsning. Det vil sige fysisk og/eller social afsondret fra resten af det omgivende samfund med en klar demarkering af inden for/uden for.
- Økonomiske begrænsninger. Direkte og indirekte diskrimination på f.eks. arbejdsmarkedet baseret på karakteristika ved det område, man bor i.
- Institutionel afgrænsning. Ghettoerne er i vid udstrækning afskåret fra samfundets almene institutioner og udvikler derfor egne institutioner.
- Territoriel stigmatisering karakteriseret ved en udskamning af bestemte steder.
Ifølge Troels Schultz Larsen er det »en absurditet« at tale om ghettoer eller parallelsamfund i Danmark. F.eks. er der ikke tale om en homogen befolkningsgruppe, og flere områder har beboere fra op til 60 forskellige lande, ligesom de høje flytterater viser, at der ikke er faste grænser mellem disse områder og det omgivende samfund. I Danmark er det offentlige desuden massivt tilstede i de forsømte boligområder med daginstitutioner, heldagsskoler, fremskudte indsatser osv. På to ud af fem punkter kan man dog se elementer af ghettoer i Danmark, men det er i begrænset omfang, tilføjer Troels Schultz Larsen:
»Der forekommer adressebaseret diskrimination i Danmark, men den er relativt begrænset, og langt de fleste beboere i langt de fleste af de forsømte områder er i arbejde eller under uddannelse mv. Områderne er stigmatiseret, og stigmatiseringen af dem er tiltagende især fra politisk hold, men det gør ikke områderne til ghettoer,« siger Troels Schultz Larsen.
Et af de centrale punkter i regeringens ghettoudspil er nedrivning af store dele af ghettoerne, og den plan er problematisk af flere årsager, forklarer han. Som konsekvens af regeringens ghettoplan risikerer op til 11.000 husstande at skulle genhuses. Troels Schultz Larsen påpeger, at der er en lang række bl.a. juridiske og økonomiske udfordringer ved genhusningen.
»Det vil i den grad belaste kommunernes økonomi. Der er ikke nogen midler til kommunerne til at kunne løfte det her, og man kan ikke bare lige stampe 11.000 almene familieboliger op,« siger han og uddyber:
»Det vil komme et meget, meget stort genhusningsbehov, og det er svært at se, at kommunerne skulle kunne løse det her inden for den almindelige lovgivning og de almindelige kommunale rammer. Det kan blive en meget vanskelig situation for kommunerne.«
Langsigtet indsats
Troels Schultz Larsen mener i stedet, at man bør fokusere på den langsigtede indsats i de boligsociale områder og kigge på de folk, der bor der, frem for hvor de bor. I dag er man i for høj grad blind for de processer, der sker på tværs af boligområderne, påpeger forskeren:
»Mange folk flytter ud af de udsatte boligområder, når de f.eks. har fået råd til at købe en ejerbolig. Det betyder, at folk flytter ind og ud af boligområderne, så det er helt forkert at antage, at der er stilstand. I visse områder flytter op til 25 pct. af beboerne om året, og det betyder i princippet, at store dele af dele af beboerne kan være være skiftet ud efter fire år, selvom nogle af problemerne er de samme. Vi skal interessere os for de processer, der sker med de mennesker, der bor der, over tid,« lyder det fra boligforskeren.
Troels Schultz Larsen fortæller desuden, at vi i Danmark har en tendens til at indrette vores boligsociale arbejde i projekter over relativt korte perioder, og her mener han, at politikerne bør væbne sig med større tålmodighed:
»Erfaringen er, at vi skal op på 20-25 år, hvis vi vil se effekterne af indsatsen. Vi skal selvfølgelig sætte ind. Vi skal ikke bare læne os tilbage og tro, at det kører af sig selv. Men det er de lange, seje træk, der virker,« siger Troels Schultz Larsen og illustrerer pointen med en konkret eksempel på, at det kræver langsigtet investering at kunne håndtere f.eks. krisesituationer i ghettoerne:
»Der var for et par år siden et skyderi i et af de her boligområder. To timer efter havde en række af de boligsociale medarbejdere fra området samlet alle børnene fra bebyggelsen og givet dem en debriefing. Det kræver et stærkt netværk, tillid og et kendskab til det, der foregår. Det viser, at det er en massiv succes. De fik samlet børene og afmonteret utrygheden. Men de fik også talt om, hvad der egentlig var foregået, fortalt børnene, at det her er ikke en vej, som I skal gå.«
Troels Schultz Larsen er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv og underviser bl.a. på Socialvidenskab. Han deltager i Roskilde Universitets debat om regeringens ghettoudspil på Folkemødet d. 16. juni.
Fakta
Om regeringens ghettoudspil:
Regeringen lancerede d. 1. marts sit nye ghettoudspil: 'Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030'. Det nye udspil skal ifølge regeringen komme parallelsamfund til livs, og der afsættes 12 milliarder kroner til nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder fra 2019 til 2026.
Udgivet i Rubrik #13