Leder: Jeg ved det ikke
Når man spørger en universitetsforsker om noget, er »Jeg ved det ikke« det svar, man mindst regner med. Men »Jeg ved det ikke« dukker op igen og igen i forskningsprocessen.
Det dukker op som den helt grundlæggende nysgerrighed, der ligger i at kigge på et fænomen og spørge: »Hvordan kan det nu være… at børn mobber? At folk bliver syge af at ligge på hospitalet?
At alle i en organisation pludselig siger »fremadrettet« og »resultatorienteret« ? Det kan godt være, at man har formodninger om det, men som forsker tillader man sig at spørge nysgerrigt og uvidende, også om det alle (tror de) ved.
»Jeg ved det ikke« dukker også op i det grundlæggende fodarbejde, alle forskere så må udføre i starten af et projekt for at finde ud af, hvad det er, vi ikke ved. Her spørger man til, hvad vi egentlig ved om et fænomen, men kun for at finde ud af, hvad vi ikke ved endnu, og som vi må blive klogere på. Det er her, man kortlægger og vurderer den eksisterende forskning – og i visse tilfælde også de grundlæggende forestillinger og normer, der præger et forskningsfelt - og som kan have udpeget, hvad der er værd at vide.
Læs flere artikler fra Rubrik her
Og når vi så endelig har udforsket en bestemt sammenhæng, f.eks. forholdet mellem social baggrund og bestemte sygdomme eller radikalisering, så handler det igen om at synliggøre, hvad vi nu ikke ved: usikkerhed og de mulige indvendinger.
Videnskab er, som bl.a. den populære historiker Yuval Harari skriver i bogen ’Sapiens’, at fokusere på uvidenhed. Det er derfor et kvalitetstegn, hvis forskere svarer »Det ved jeg ikke«.
Men det er også et problem, for når politikere og andre samfundsaktører gerne vil have klare svar, så får de beskrivelser af usikkerheden og kompleksiteten. Og når de spørger, hvad forskningen så leder til, så får de ofte svævende svar.
Paradokset er, at hvis vi på forhånd vidste, hvilke klare svar forskningen vil levere, var det næppe umagen værd. Værdien i forskningen ligger i, at vi tør ikke at vide, hvor vi ender.
I dette nummer af Rubrik har vi samlet en række eksempler på forskere, der tør ikke at vide, og derfor ved en masse - trods alt.