| Nyhed

Studerende fra Virksomhedsledelse starter virksomhed

To studerende fra Virksomhedsledelse på RUC har startet virksomheden Joynin. I virksomheden har de produceret en event-app, som kan bruges til at oprette eller finde events i København.

 

Måske kender du Facebook-eventet ’Copenhagen all year round – All events and happenings to join in’, som over 27.000 brugere på Facebook har tilkendegivet interesse for.

Det er de to RUC-studerende Christian Nyhuus og Tobias Lindskov, der står bag, og indtil videre har over 6000 Facebook-brugere sat flueben ved ’deltager’ ved dette event. Eventet har de studerende nu omdannet til en app – som i overskuelig form skal guide folk til de mest aktuelle og relevante begivenheder i nærheden.

De studerende fortæller, at de i udviklingen af app’en har brugt deres viden fra studierne i virksomhedsledelse og har overført den til virkeligheden. 

”Vi har haft stor gavn af den viden, vi har fået fra Virksomhedsledelse. Vi har fået svar på mange af de spørgsmål, som vi har stillet os selv i forbindelse med, at vi startede vores virksomhed, gennem de opgaver, vi har lavet på RUC,” siger Christian Nyhuus.

De to studerende har brugt teorier og metoder, som de har lært på deres uddannelse til at strukturere forløbet i værksætterprojektet, fortæller de.  
 

Fra studieopgave til virksomhed

Det var også i forbindelse med en studieopgave, at de to studerende kom på idéen til deres virksomhed:

”Vi fik den her i dé om, at det ville være fedt at kunne se en vennegruppes opslag om, at nogen spiller basketball tæt på en, eller at der er et større loppemarked rundt om hjørnet. Vi skulle teste og validere idéen til vores virksomhed, og vi fik hurtigt 1000 likes i hus på Facebook fra vores venner og familie. Derefter oprettede vi begivenhedssiden offentligt, og i løbet af en uge havde 30.000 tilkendegivet, at de synes godt om siden. Dér vidste vi, at vi havde fat i noget, ”siger Tobias Lindskov.

De næste måneder vil gå med at skabe endnu mere opmærksomhed omkring virksomheden og på at få skabt et endnu større community. Lige nu er København de to iværksætteres hovedfokus. Men Christian Nyhuus og Tobias Lindskovs ambitioner rækker også uden for landets grænser.

Artikel i Soundvenue om de to studerendes virksomhed Joynin

Læs mere om Virksomhedsledelse