| Nyhed

Ny bog skal øge forståelsen af samfundsudviklingen i Tyrkiet

Med Tyrkiet som nabo er det vigtigt for europæere at forstå den nyere tyrkiske samfundsudvikling, og ny bog samler sociale, politiske og mediemæssige analyser af situationen i landet.
Bog af Hans-Åke Persson


I det, der siden er blevet kendt som Taksim Gezi Park-urolighederne, protesterede store grupper af tyrkere imod regeringen i 2013. Protesterne tog sin begyndelse i Taksim Gezi-parken i Istanbul og spredte sig siden til flere andre byer.

Professor emeritus Hans-Åke Persson fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab har i samarbejde med professor Oscar Hemer fra Malmø Universitet redigeret bogen 'In the Aftermath of Gezi - from social movement to social change', der tager udgangspunkt i netop protesterne i Taksim Gezi Park.

"Europa er på mange måder yderst afhængige af begivenhederne i Tyrkiet, hvad enten vi ønsker det eller ej. Fremkosten af et 'demokratur', som er en blanding af demokrati og diktatur, med præsident Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet, gør det ekstremt nødvendigt for os europæere at være på forkant med og forstå det tyrkiske samfunds udvikling så meget som muligt. Tyrkiet er en meget vigtig politisk aktør i Mellemøsten og har søgt medlemskab i EU siden 1959 og er et indflydelsesrigt muslimsk land. Dertil kommer også, at landet i høj grad er med til at regulere antallet af migranter til Europa," siger Hans-Åke Persson.

Bogen bruger begivenhederne i Taksim Gezi Park som et udgangspunkt for at forstå udviklingen i Tyrkiet i siden 2000, og protesterne bliver perspektiveret i forhold til det militærkup, der fandt sted i landet i 2016.

'In the Aftermath of Gezi - from social movement to social change?', der er udgivet på forlaget Palgrave MacMillan, er en antologi, der analyserer den sociale, politiske og mediemæssige udvikling i Tyrkiets nyere historie.

Forskere fra Skandinavien, Tyrkiet og Indien, der repræsenterer en række forskellige videnskabelige discipliner, optræder i bogens 11 kapitler. Bogen er dedikeret til forfatteren Asli Erdogan, som blev fængslet af de tyrkiske myndigheder, og derfor ikke kunne levere sit kapitel til bogen.