Homoseksualitet er blevet international værdipolitik

Det er Karin Lützen, der først bemærker det, mens vi sidder ved bordet i hendes lejlighed med de mange malerier og taler om, at homoseksualiteten er blevet så accepteret, at det er blevet en international, politisk målestok.

»Nu regner det – se der er regn gennem sol,« siger hun og ser over mod vinduet, hvor regndråberne glitrer i solskinnet.

Det er den slags, regnbuer er skabt af. Vi er kommet så langt, at der er dage, hvor selv himlen hylder homoseksuelle. Men det er langtfra tilfældet alle steder, og derfor er homoseksuelles rettigheder en af de måder, nationer markerer deres identitet på i forhold til det internationale samfund. Det så vi fx under det nyligt afholdte Vinter-OL i Rusland, hvor kulturminister Marianne Jelved bar regnbuesymbolet i jakkereverset som en protest mod Vladimir Putins homolove.

»Homoseksuelle er nærmest blevet gidsler i en kamp for at få indført menneskerettigheder alle vide vegne. Vi bruger behandlingen af homoseksuelle til at påtvinge andre lande vores værdisæt og demokratiopfattelse.

Homoseksualitet er i dag så accepteret i Vesten, at det er blevet en målestok for den ”rigtige” måde at indrette samfund på,« siger Karin Lützen, der er lektor på Institut for Kultur og Identitet og forsker i homoseksualitetens historie.

Nogle af de mest homofobiske nationer finder man i Afrika, og da Ugandas parlament for nylig vedtog, at homoseksuelle handlinger kan straffes med livstid, truede Danmark og andre lande med at stoppe al nødhjælp til landet. På den måde er homoseksualitet gået fra at være ugleset og skammeligt – til at kampen mod diskrimination af
homoseksuelle medfører diplomatiske kriser på allerhøjeste niveau; dette i et forsøg på at accelerere en proces, som har taget over 150 år i Danmark, i Rusland og lande i Afrika, påpeger Karin Lützen.
 

Bål og brand

Karin Lützen har siden hun udgav hovedværket ’Hvad hjertet begærer. Kvinders kærlighed til kvinder 1825-1980’ for 30 år siden været en af de førende eksperter i homoseksualitetens historie.

Hendes forskning viser, hvordan homoseksuelles retsstilling langsomt er blevet forbedret, og hvordan accepten af homoseksuelle endnu langsommere er blevet større. Det er den proces, vi kræver, at andre lander springer over, mener Lützen.

I Danske Lov fra 1683 kunne det, som man beskrev som »omgængelse mod naturen«, straffes med, at de skyldige blev brændt på bålet. Det var kun mænd, der kunne straffes for den brøde.

»Brøden bestod i at have omgang mod naturen, hvilket betyder, at manden indfører sit forplantningsorgan i en legemsåbning, der ikke fører til forplantning, og derfor kunne kvinder ikke have omgang mod naturen,« siger Karin Lützen.

Det var dog ikke retspraksis at kaste mænd, der havde sex med andre mænd på bålet, og ved straffeloven af 1866 blev strafferammen mildnet, så skyldige mænd højst kunne idømmes såkaldt forbedringshusarbejde.

På det tidspunkt begyndte både jurister og læger at interessere sig for homoseksualitet, og da den tyske læge Carl Westphal i 1869 fastslog, at lysten til at have sex med personer af eget køn er medfødt og ikke udtryk for svag moral, tegnede der sig et paradoks. For hvordan kan man straffe det, som de skyldige ikke er skyld i?

Det betyder faktisk, at den homoseksuelle identitet som medfødt til dels bliver udviklet af juridiske og medicinske årsager, forklarer Karin Lützen:

»Man kan sige, at i midten af 1800-tallet møder den homoseksuelle lægen, og de udvikler i fællesskab den homoseksuelle identitet. Kombinationen af, at man ikke er tilpas i sin kønsrolle og altid har været tiltrukket af personer af eget køn, bliver opfattelsen af homoseksuelle i 100 år. Det er en god politisk strategi i forhold til at lovliggøre det, og derfor var læger og jurister med til at udvikle den homoseksuelle identitet.«
 

Last og fordærv

De nye tanker ændrede dog ikke ved, at homoseksuelle stadig blev foragtet af befolkningen. Omkring århundredeskiftet blev åbenlyst homoseksuelle forfattere som Oscar Wilde og Herman Bang lagt for had og forfulgt af presse og politi.

»Folk syntes, at det var moralsk fordærv, og at man skulle tage sig sammen i stedet for at dyrke den unaturlige last,« siger Karin Lützen.

I 1933 blev sex mellem personer af samme køn fuldt lovligt, men det helt store skred i holdningen til homoseksuelle sker først i 1970’erne, da bøsser og lesbiske simpelthen har fået nok af at leve med deres drifter i skjul.

Det begynder i 1969 i New York og bliver efterfulgt i Danmark af Bøssernes Befrielsesfront, der bl.a. laver happenings under sloganet ’Bliv bøsse før din nabo’.

»Bøssernes Befrielsesfront ville ikke bede om forladelse og accept og forsøge at tilpasse sig samfundet. Deres holdning var, at det ikke var dem, men "det skide tvangsheteroseksuelle, patriarkalskkapitalistiske samfund", den var gal med. Så fra at bede samfundet om tolerance, gav man samfundet fingeren. I dag er det politiske sigte tværtimod total ligeberettigelse med heteroseksuelle, som vi har set i kampen for, at bøsser og lesbiske kan blive viet i kirken,« siger Karin Lützen.
 

Erotiske interesser

Samtidig udsprang den lesbiske bevægelse, som Karin Lützen var en del af, af hele kvindebevægelsen. I 1980’erne argumenterede hun imod opfattelsen af homoseksualitet som noget medfødt.

»Det giver god mening at betragte homoseksualitet som medfødt, når man skal have det lovliggjort og fjernet skyldsspørgsmålet. Men der er ikke noget videnskabeligt belæg for den tanke, at det skulle være medfødt. Jeg mener faktisk slet ikke, man kan tale om homoseksualitet og heteroseksualitet, men derimod om erotiske interesser, der kan have mange udtryk,« siger Karin Lützen.