På RUC forsker man fra første dag
Tekst: Kenneth Thygesen
Fra forsøg med trådløs opladning af elbusser ved busstoppesteder til biologiske eksperimenter om den eventuelle skade ved dyrenes optagelse af gummipartikler i naturen. Så bredt et felt arbejder David Eklund Victor i som bachelorstuderende på Roskilde Universitet. Den 24-årige københavner har siden sommeren 2015 studereret fysik og miljøbiologi på universitetet i domkirkebyen – og det har han ikke fortrudt.
”Man kan selv styre sin uddannelse og på en måde selv designe den. Det er håndgribeligt. Det er eksperimenterende. Det er hands-on,” siger David om sin naturvidenskabelige uddannelse på RUC.
Eksperimenterende læring
”Jeg går meget op i både teknologi og bæredygtighed, og kombinationen af mine interesser fandt jeg på RUC, der har en god måde at belyse sammenhængen på,” lyder det fra David.
Han blev inspireret til at søge ind på universitetet af sin gamle fysiklærer på gymnasiet, og det tog heller ikke lang tid, før David blev motiveret af universitets eksperimenterende og nyskabende form for læring og forskning.
Jeg går meget op i både teknologi og bæredygtighed, og kombinationen af mine interesser fandt jeg på RUC
Man støder nemlig konstant på den verden, man kommer ud til i den anden ende, forklarer han.
”Der er en stor grad af selvstændighed, og hvis man er passioneret og ambitiøs, er der næsten ingen grænser. Man kan lave forskning fra første dag, hvis man vil. Der er vejledninger og værksteder til rådighed, hvor man kan eksperimentere og bruge sin energi.”
Tæt forhold til lektorer
For den 24-årige bachelorstuderende er det inspirerende, at man på RUC har en nær relation til lektorerne og professorerne, der ikke blot fungerer som undervisere, men også som vejledere med ugentlige samtaler om semesterprojekterne.
”Jeg var meget overrasket over, hvor tæt et forhold man fik til lektorerne. Det er rigtig spændende at komme tæt på dem, der har styr på tingene, og følge med i, hvad de laver,” siger han.
Når David i sommeren 2020 bliver færdiguddannet, håber han på at arbejde med et af de mange områder inden for bæredygtighed og naturpræserverende aspekter. Han nævner alt fra klima og vindmøller til optimering af motorer og udviklingen af elbiler.
”Jeg synes, jeg er godt på vej efter et par år på RUC, hvor jeg med mine projekter har mulighed for at tage udgangspunkt i den virkelige verden.”