| Tæt på videnskaben

Bynære naturparker skal booste bæredygtig turisme

Mange turister er bevidste om økologi og miljø. I et nyt projekt skal samspillet mellem byer og deres nærtliggende naturområder danne grundlag for en række anbefalinger for kommerciel turismeudvikling af bynære naturområder. Innovationsfonden har investeret 4,4 mio. kr i projektet.
Træ
Danske byer med nærtliggende naturparker skal tiltrække flere turister.

 

Et stadigt stigende antal turister efterspørger guidede ture, der har fokus på økologi, miljø, natur og bæredygtighed. Samtidig ønsker Naturstyrelsen og kommunerne omkring Naturpark Amager ved København og Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde, at flere danskere og udenlandske turister benytter sig af de to seværdigheder, der skiller sig ud på grund af deres natur og kultur og beliggenhed i bynære områder.

De to aspekter er forenet i et spændende økoturismeprojekt, hvor Roskilde Universitet, Københavns Universitet og arkitektvirksomheden Norrøn de næste tre år arbejder sammen om som de første i Danmark at udvikle en skalerbar model for bæredygtig turisme i naturparker.

Fokus på bæredygtighed og entreprenørskab
- Vi er meget glade for, at Innovationsfonden med deres investering har set projektets potentiale. Bæredygtig turisme handler om at rejse med respekt og omtanke for natur og kultur. Og om balancegangen mellem naturbevarelse og voksende turisme. Og turistguider og natur- og kulturformidlere står på spring for at udvikle nye turprodukter, der tilgodeser danske og udenlandske turisters ønsker om oplevelser, der tager hensyn til miljøet, og hvor turisterne selv kan være med til at gøre en positiv forskel for samfundet, siger Jane Widtfeldt Meged, lektor og ph.d. på Roskilde Universitet og leder af projektet.

Helt konkret vil der i løbet af projektet blive udviklet nye guidede ture baseret på bæredygtighed, hvor for eksempel lokale fødevarevirksomheder kan involveres og områdernes særegne natur formidles. Turistføreruddannelsen på Roskilde Universitet vil tilbyde et nyt undervisningsmodul for både studerende ved turistføreruddannelsen og ved Skovskolen under Københavns Universitet, derudover bliver uddannede turistførere, hvoraf flere har egne guide virksomheder, inviteret ind i projektet med henblik på at udvikle nye innovative turprodukter.

Der vil blive undervist i udvikling af guidede turprodukter og i bæredygtighed, men også i netværksdannelse og entreprenørskab. Markedet for guidede ture har ændret sig markant de senere år, og forskerne bag projektet vil gerne medvirke til, at flere turistguider kan opretholde et job, hvor de tilbyder gæster en oplevelse af høj kvalitet.

Inddragelse af lokale interessenter
Naturstyrelsen, kommuner samt lokale borgere og interessenter vil blive inddraget i det udviklende arbejde, så alle berørte i de to naturområder høres og også gerne medvirker til et for alle godt resultat. Den private arkitektvirksomhed Norrøn skal udarbejde et prospekt for udvikling af parkernes turisme potentiale samt den fysiske turismeinfrastruktur i de to parker. Norrøn har stor erfaring med lignende projekter og har bl.a. været med til at skabe vandreruten Camønoen og Dark Sky-turismeprojektet på Møn, og virksomheden er vant til at inddrage lokale interessenter for at opnå en stærk lokal identitet i projekterne.

Når projektet med udgangen af 2019 afsluttes, har holdets forskere udarbejdet en gennemarbejdet, teoretisk plan for og værktøjer til at facilitere kommerciel turismeudvikling af bynære naturområder på en innovativ og bæredygtig måde. Målet er, at disse udnyttes af både danske og udenlandske naturparker, der ønsker at iværksætte lignende tiltag.

Projektdeltagere:

RUC, Institut for Mennesker og Teknologi (IMT) og RUC Turismenetværk forsker i og udvikler netværk inden for områderne bæredygtig turisme, bæredygtige oplevelser og bæredygtig transition af destinationer. Der forskes desuden i guidede ture, guiders arbejdsliv samt netværksinnovation i turismen. RUC har et stærkt samarbejde med virksomheder gennem RUC Turismenetværk, ligesom projektet inddrager studerende og uddannede turistførere via turistføreruddannelsen på RUC.     

Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) forsker i bl.a. den rekreative og turistmæssige anvendelse af naturen inklusive natur- og nationalparker, bæredygtig turisme, naturturisme, landskabskarakterer, oplevelseskvaliteter, naturformidling samt innovation af naturorienterede oplevelsesprodukter.  IGN fokuserer i dette projekt på at videreudvikle og forbedre oplevelsesmulighederne i de to naturparker. I INUT-projektet anvendes bl.a. crowdsourcing og PPGIS til geografiske analyser og IGNs natur- og kulturformidler-studerende inddrages i projektets innovationskursus.

NORRØN er som arkitektvirksomhed specialiseret i destinationsudvikling med fokus på at skabe autentisk og kvalitativ arkitektur inden for turisme og oplevelsesøkonomien, både som strategisk udviklingsværktøj og i det enkelte værk. Destinationsudvikling handler om det, der gør et sted særligt, men i lige så høj grad om det der binder et område sammen på tværs. Destinationsudvikling er hos Norrøn derfor både et lokalt, regionalt og nationalt anliggende.

 

Samfundspotentiale:

•    Danske og udenlandske turister lagde cirka 94,7 milliarder kr. i Danmark i 2015.

•    Økologi og bæredygtighed bliver stadigt mere populært blandt turister, som gerne vil opleve, hvordan man kan udvikle samspillet mellem mennesker og naturen, uden at den lider overlast.

•    I dette nye projekt skal Naturpark Amager ved København og Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde fungere som en slags laboratorier for bæredygtig turisme.

Foruden de to naturparker i projektet vil også andre byer og naturområder bliver koblet til arbejdet med at udvikle den bæredygtige turisme. Det kan fx gælde Nationalpark Vadehavet ved Esbjerg eller Nationalparken Mols Bjerge, som omslutter Ebeltoft.