MPK-profil Tanja Kjærside: Det bedste jeg har gjort
Interview med Tanja Kjærside
Tanja Kjærside arbejder med corporate communications i en global medico-teknisk virksomhed. Vi fangede Tanja i projektarbejdet i en tætpakket weekend på Søminestationen. Hun fortalte om både faglig og personlig udvikling og om kommunikation der lokker tårerne frem.
Tanja, har du ikke lyst til at sige lidt om hvem du er, hvad du arbejder med, og måske hvad din motivation er for at starte på uddannelsen?
”Jeg kom hurtig ud i erhvervslivet. Jeg har taget HF ret sent, og så har jeg taget en 2-årig uddannelse som markedsføringsøkonom. Jeg arbejder nu i en stor medico-teknisk virksomhed hvor jeg sidder i vores afdeling for corporate communications. Jeg kunne se at der var et behov, men havde en hulens masse ”syn’sninger”. Alle de her ”syn’sninger” som vi ikke rigtig kan hænge op på noget. ”Jeg synes vi skal gøre sådan.” ”Jamen hvorfor synes du det?” ”Fordi det synes jeg …””
Værktøjer jeg kunne bruge
'”Du har ikke noget belæg for det du gør, og det var det jeg søgte da jeg gik i gang med at finde ud af hvad for noget uddannelse jeg skulle tage. Der var et af de her statements på jeres hjemmeside hvor en studerende sagde at jeg fik nogle værktøjer jeg kunne gå direkte ud og bruge. Det er praktisk anlagt, og det var lige præcis det der talte til mig. Det skal kunne passe til hverdagen og virksomheden.”
”Efter mit første ophold på Søminestationen gik jeg tilbage med værktøjer jeg kunne bruge i min virksomhed. Jeg havde noget at hænge det op på og kunne bruge det direkte til at forbedre vores kommunikation. Jeg er ret sikker på at min chef ville sige det samme. Jeg ved han bruger mig meget som sparringspartner. Vi har forandringskommunikation i øjeblikket på MPK, og det er vigtigt for mig at han forstår, at han skal sætte sig i medarbejdernes sted. ”Hvad kan vi kan gøre?” ”Hvad er deres behov?” Jeg ved præcis hvor jeg finder både teori og erfaringer der kan understøtte det."
”Tager de pis på mig?”
Kan du give nogle konkrete eksempler på hvordan du bruger de ting du arbejder med på MPK på din arbejdsplads ?
”Jeg har jo bl.a. arbejdet med et nyt værdisæt i min virksomhed. Vi har en hjemmeside hvor sådan nogle værdisæt står, og de skulle ændres på vores globale hjemmeside. Så siger jeg til vores gruppe at vi skal lige huske at rette vores værdisæt til på vores hjemmesider. Vi er i 30 lande eller sådan noget, så det er en stor opgave. Det skal oversættes, og der er en hel del praktisk arbejde. Så kommer der en mail tilbage der siger: ”Jamen, det skal selvfølgelig fjernes, men er der en grund til at vi sætter de nye på hjemmesiden?”
Jeg var lidt i chok fordi jeg tænkte: ”Tester de mig? Er det en test det her?” Jeg brugte et godt stykke tid på at finde ud af hvad gør jeg her. ”Tager de pis på mig eller hvad?” Jeg måtte så til at argumentere: ”Jamen, kære venner, vores eksterne stakeholders skal jo vide hvad vi står for, hvad det er for nogen de handler med. Det handler om at sætte sig i modtagerens sted. Hvad er det egentligt for nogle budskaber vi kommer ud med?” Som den der var lavest i hierarkiet, kunne jeg rådgive vores ledere indenfor kommunikation. Og jeg fik min vilje.”
Fordi du havde gode argumenter?
”Ja.”
Bolde og budskaber i hovedet
”Jeg synes det er fantastisk det her. En af de øvelser vi har haft, er jo denne her boldøvelse med budskaber. Den er så sigende, og den er så visuel. Jeg tænker meget i billeder så den gav mig enormt meget, og det ved jeg at den gjorde for hele holdet. Så jeg kom tilbage og begyndte at smide bolde og budskaber i hovedet på alle på min arbejdsplads.”
Hvad oplever du af reaktioner på det?
”De synes jo det var sjovt, men samtidig var de sådan lidt forfærdede. ”Nu har Tanja været på skole igen.” Det advarede jeg dem så om fra starten: ”Jeg har været på skole, og nu skal I så udsættes for det også.” Men de er positivt stemte, også fordi de kan jo mærke at der kommer mere kvalitet i vores kommunikation.”
”Det kan godt blive meget tørt når sygeplejesker og læger skal kommunikere. Vores produkter er ikke nemme at forklare på et almindeligt sprog. Vi har en folder som patienterne kan få med hjem, og jeg tænkte efter at vi havde haft Leslie Flemming til skriftlig kommunikation: ”Oh my God! Den skal vi have lavet om.” Vi skal lige have kigget på denne her en gang til og have lavet den om og tilpasset den.”
”Argh, god pointe!”
”Jeg er jo ikke typen der kan stille mig op og holde en tale, men jeg har lært meget af mundtlige kommunikation. Jeg får også meget ud af at evaluere og se på de andres taler. ”Argh, god pointe! Det skal jeg huske selv.” Jeg kunne se hvor meget bedre modul 2’erne var i år end vi modul 1’ere var til mundtlig præsentation. De hvilede mere i sig selv, og det er jeg begyndt at mærke at jeg måske er begyndt at hvile mere i mig selv.”
”Min faster har lige holdt stor fest i februar, og for første gang i hele mit liv rejste jeg mig op og holdt en spontan tale. Jeg havde struktureret talen i mit hoved ud fra de punkter som vi havde lært på vores første sømineophold. Jeg gik direkte op og holdt en tale, og jeg fik meget stor ros for den, og tårer, det er nok den største ros man kan få.”
Mere selvtillid
Så fagligheden kan du ikke kun bruge på din arbejdsplads, men faktisk også i dit privatliv?
”Klart. Det har også givet noget mere selvtillid. Jeg synes selv jeg har rykket mig meget i år.”
Hvad så med det her sociale …?
”Altså nu står RUC jo for gruppearbejde, og det vidste jeg jo egentlig godt. Men det har nok været en af mine udfordringer. Det er nemmere at gøre tingene selv, for så bliver de gjort ordentligt eller på den måde jeg gerne vil have dem. Men du får så meget ud af det her gruppearbejde, og det er gjort på en rigtig god måde.”
”Den anerkendende tone som MPK har, har jeg måske undervurderet, for den betyder sindsygt meget. Det er også noget jeg tager med mig når jeg forlader Søminestationen. Jeg har faktisk afværget nogle konflikter på mit arbejde ved at bruge den anerkendende metode.”
Ok, så du har også vundet noget på den interpersonelle kommunikation?
”Det er også mig selv jeg har arbejdet meget med der og har kunnet bruge det selv.”
Kvæstet på den fede måde
”Det som jeg ikke synes I har været tydelige nok omkring i materialet, er hvor meget det her egentlig giver at være væk fra opvask, børn og familie. Du kører igennem denne her skov, og du kommer til denne her lysning, og der er bare fyldt med glade mennesker. Fredag eftermiddag har du været på arbejde en hel uge. Men der kommer helt automatisk en stemning hvor du bliver fyldt med energi.
Du sidder fredag aften fra kl. halv fem til halv ti om aftenen, og du er bare på. Og du lærer noget fordi du er så fyldt med energi. Vi giver og får så megen energi her. Det står ikke rigtigt nogen steder. Men det er faktisk væsentligt. Du er også på en hel lørdag. Der er ikke ret mange pauser. Men det er så intenst og gennemarbejdet. Også fordi I hører på os konstant og hele tiden evaluerer. Så det bliver hele tiden forbedret til perfektion nærmest. Det giver rigtigt, rigtigt meget!”
Tak. Er der noget du lige vil fyre af her til sidst?
”Jamen det her har været det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv! Det er der ingen tvivl om. Det er givet så godt ud. Jeg er fuldstændig kvæstet mandag, men det er på den fede måde!