Forskningscenter > PandemiX Center > Nyhed

Interview: Ingen Corona-Lone uden en bevilling fra Marie Skłodowska-Curie-programmet

Professor i epidemiologi og leder af forskningscenteret PandemiX på Roskilde Universitet Lone Simonsen blev i folkemunde kendt som Corona-Lone, mens Danmark var lukket ned, og pandemien rasede. Men uden EUs Marie Skłodowska-Curie-program (MSCA) var tilnavnet måske aldrig opstået. Interviewet er foretaget og udgivet af EUindblik.
Foto: Centerleder Lone Simonsen, PandemiX. Af Ulrik Jantzen.
Foto: Centerleder Lone Simonsen, PandemiX. Af Ulrik Jantzen.

 

Interviewet er foretaget og udgivet af EUindblik. Læs det fulde interview her.

Testcentre i telte og haller, mennesketomme byer, podepinde langt op i næsen, pressemøder på tv og fællessang fra altanen. Mundbind, håndsprit, hjemmearbejde, isolation, restriktioner, vaccinestik og “boostere”.

Selvom vi kun skal tilbage til januar 2020, hvor de første meldinger om udbrud af lungebetændelse med ukendt årsag i Kina kom, kan coronapandemien virke så uendeligt langt væk.

- Hele mit drømmeprojekt om at lave et grundforskningscenter i Danmark med fokus på at forske i pandemier fik med COVID-19 pludselig ekstrem relevans. Før pandemien kunne få vel se meningen med et sådant center. Nu fremstod idéen pludselig som noget vigtigt, siger Lone Simonsen, der oprindeligt er uddannet i biologi og kemi netop fra RUC i 1985.

Derfra gik turen til USA, hvor hun fik sin ph.d. i populationsgenetik i Amherst, Massachusetts. Derefter – efter en kort tur hjem som postdoc på DTU – vendte hun tilbage til USA for at tage en uddannelse som ”sygdomsdetektiv” ved den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention (CDC) i Atlanta. Senere blev det til et internationalt liv med arbejde som epidemiolog i blandt andre Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og National Institutes of Health (NIH) i USA.

Efter at have været væk i 30 år vendte Lone Simonsen tilbage til Danmark som gæsteprofessor i 2014.

En MSCA-bevilling sætter skub i sagerne

Selvom Lone Simonsen vendte tilbage til Danmark som en internationalt anerkendt forsker med over 200 artikler i diverse akademiske tidsskrifter, satte hun sig ikke bare ind på forsædet hos universiteterne og trykkede på speederen.

- Jeg hoppede lidt fra tue til tue i de første år. Mit forskningsområde er ikke oplagt for Novo Nordisk, fordi det ikke er klinisk og ikke oplagt for Lundbeckfonden, fordi de primært støtter projekter med fokus på hjernen. Og Velux Fonden vil slet ikke give penge til forskning, som handler om sygdomme. Så jeg følte mig meget privilegeret, da jeg i 2015 fik en individuel bevilling fra Marie Skłodowska-Curie-programmet, der gav mig mulighed for at komme til Danmark som gæsteprofessor og forske i historiske epidemier og pandemier, siger Lone Simonsen.

Lone Simonsens bevilling hed dengang Individual Fellowships, i dag omdøbt til Postdoctoral Fellowships. Det senior track, hun var på, findes ikke mere.

- Den bevilling var i den grad med til at give mig fodfæste i Danmark.

Interviewet er foretaget og udgivet af EUindblik. Læs det fulde interview her.