Har I udfordringer eller udviklingsønsker for jeres psykosociale arbejdsmiljø?
Har I udfordringer eller udviklingsønsker for jeres psykosociale arbejdsmiljø? Og er I, særligt TR, AMR og ledelse, interesseret i at udvikle Jeres kompetencer til at udvikle det psykosociale arbejdsmiljø?
Så er her en unik mulighed for at få forskningsbaseret supervision til et udviklingsforløb.
Danske Regioner og de faglige organisationer på området (Forhandlingsfællesskabet) har finansieret et forskningsprojekt om forbedring af regionale arbejdspladsers psykosociale arbejdsmiljø.
Vi arbejder med deltageraktiverende og demokratiserende dialoger og indkredser metoder, der kan bringes i anvendelse for at skabe et bedre arbejdsmiljø. Vi planlægger deltagelsesprocesser, som understøtter, at forskelligartede erfaringer og perspektiver bringes i spil. Ambitionen er at vi indenfor indsatsens tidsmæssige og økonomiske rammer skaber bedst mulig kvalitet i deltagernes dialoger og læring om det psykosociale arbejdsmiljø.
Vores rådgivning og inspiration baserer sig på vores forskning om arbejdsmiljø, arbejdsliv, sundhed og læring i organisationer. Forskningen i psykisk arbejdsmiljø er ofte koblet til arbejdets forandring mod mere fleksible arbejdsformer, grænseløshed og standardisering. Ligeledes kan vores forskning i velfærdsprofessioner, identitet og mening have relevans for regionsarbejdspladser. Forskningen er tværvidenskabelig og inddrager f.eks. psykologi, socialpsykologi, pædagogik, sundhedsfremme teori, organisationsteori, hverdagslivsteori og generel samfundsteori.
På denne side Roskilde Universitets Forskningsportal kan du finde informationer om hvem vi er, vores forskning, hvordan vi samarbejder med arbejdspladser og ideer til mulige arbejdsmiljøprojekter.
Vi vil meget gerne kontaktes tidligt i jeres overvejelser, så vi kan skræddersy et forløb, der er tilpasset jeres konkrete udfordringer og ønsker om udvikling.
Udbudskatalog fra Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet (pdf)