Diversitet eller ensretning: Er København stadig for alle om 10 år?
Mange hylder, at der er plads til forskellighed i en storby. Men er København på vej til at blive en stor eliteenklave, fordi høje boligpriser tvinger lave indkomstgrupper ud af byen, og hvad betyder social opdeling for sammenhængskraften?
Af Simon Brix
Værdien af det danske boligmarked er ca. 8000 milliarder kroner, og værdierne på dette marked er særdeles ulige fordelt. Boligmarkedet splitter byen, og det medvirker til stigmatisering af områder i byerne så vel som af landområder. Sådan siger Troels Schultz Larsen, som er lektor på Socialvidenskab.
”Det danske boligmarked er assymetrisk: Jo højere indkomst, du har, jo større boligstøtte modtager du på ejerboligmarkedet og des lavere indkomst, du har, des større boligstøtte i almensektoren. Realkreditfradrag, lave boligskattesatser og det faktum, at boligværdigstigninger er skattefrie, giver boligejerne nogle store økonomiske fordele, der langt overstiger dem i det såkaldt ’støttede’ lejebolig-byggeri. Sådan har det været siden 1950’erne”.
”Deraf opstår der en ulighed. Vi ser, at boligmarkedet knækker over, fordi der er et økonomisk stort incitament til at rykke ud af almennyttige boliger og over i ejerboliger - vel at mærke for dem, der har råd.. Når de almennyttige boliger bliver uattraktive, skaber det en stigmatisering ift. de socialgrupper, som ikke har råd eller lyst til at købe en bolig”.
København er blevet mere mangfoldig og kreativ
Adgangen til billigere boliger er blevet en udfordring, men ”groft sagt” har hovedstaden udviklet sig i en retning, som tilgodeser diversitet i bybilledet. Det mener John Andersen, som er professor på Institut for Mennesker og Teknologi og underviser på Nordic Urban Planning Studies.
”København er blevet en mere mangfoldig og kreativ by – eksempler på det er Distortion Festival og et stadig mere pulserende café- og byliv, hvor forskellighed trives. Vi har fået en meget mere levende by med mange kreative byrum”, siger han.
Det er dog langt fra sikkert, at det fortsætter sådan.
”Der er samtidig også en sket en social opsplitning af byen. Det er svært at fastholde billige boliger. Nogle steder bliver byen for tæt, og der er er mangel på grønne områder, for jorden er for dyr”, siger John Andersen.
Opsplitning går ud over sammenhængskraften
Når vi bor side om side med folk, der minder meget om os selv, kan det skabe sociale enklaver i byen. Ifølge Troels Schultz Larsen er det dog svært at forestille sig, at der bliver taget politisk initiativ til at ændre på strukturen af boligmarkedet. Boligejerne koncentrerer sig i høj grad omkring den politiske midterakse, og derfor er det en tabersag for de store magtpartier at gå i clinch med dem.
”Byen tenderer mod at blive splittet op. Flere grupper ekskluderes. Vi ved, at homogeniteten er større i eliteenklaver – whiskybæltet er mere homogent end Nordvest eller Vestegnen. Skolerne er mere ens, og sandsynligheden for på hverdagsbasis at møde nogen, der ikke minder så meget om en selv, bliver mindre”, siger Troels Schultz Larsen.
”Det er jo et politisk spørgsmål, om diversitet er godt eller skidt, men det er klart, at det har en betydning for den sociale sammenhængskraft i samfundet, at portneren og generalen ikke længere bor dør om dør og deres børn ikke længere mødes i folkeskolen”.
Der er brug for handling
Det er ifølge John Andersen positivt, at den fysiske standard af byen er blevet hævet kraftigt, men han mener også, at der er en bagside af medaljen:
”Og det er, at investorerne lægger deres kapital for at få den højeste indtjening, og hvis det fortsætter, så får man en strømlinet by, hvor København kun bliver for den højere middelklasse”.
John Andersen mener, at der ligger en stor byoplanlægningsopgave i at sikre bevaring af det, han kalder for autentiske miljøer.
”Det er f.eks. klondike miljøet ved Fiskerhavnen i Sydhavnen - hvordan sikrer vi, at disse kulturarvsperler bevares? Et andet eksempel på stømlining af byerne er slagtergårdene på Vesterbro, der var en et minde, og det gamle Vesterbro, som måtte lade livet”.
”Jeg tror, at København fortsat vil være en mangfoldig by om 10 år, men at der vil være færre billigere boliger, så højindkomstgrupperne vil fylde mere i bybilledet. Det er ikke naturlov, men der er et pres i den retning, som skal modvirkes gennem ambitiøs planlægning”.