Bæredygtig belægning

RUC’s belægning bliver som nybygget
Roskilde Universitet lægger stor vægt på, at campus skal være åbent og indbydende for medarbejdere, studerende og gæster. Derfor udvikler vi hele tiden på vores fysiske rammer, og i starten af 2020 tog vi fat på det store projekt at foretage oprettende vedligeholdelse på al belægning på campus.
Om projektet
Projektet starter med ”Etape A”, som foregår ved kvadratroden mellem bygningerne 26 (biblioteket), 27, 13 (studenterhuset), og 14, samt godt halvdelen af ”pladsen” mellem bygningerne 13, 14, 15 og 17. Belægningen i projektets ”Etape A” vil opnå kvalitetsniveau som nybygget.
Bæredygtige elementer
Belægningsprojektet er resultat af mange overvejelser omkring bæredygtighed, og flere delelementer taler direkte ind i en række af FN’s Verdensmål. Så mens det i byggeperioden kan synes ubelejligt at skulle gå en omvej uden om byggepladsen, kan vi på RUC campus se frem til en ikke bare nyrenoveret, men også mere bæredygtig belægning i fremtiden.
- Den nye belægning vil medføre, at der ledes mindre regnvand til kloakken og mindsker belastningen af spildevandsanlæggene og bidrager til produktionen af grundvand, til gavn for både drikkevandsreservoirerne og de grundvandsafhængige vandløb og søer. (Verdensmål 6)
- Lyskilder udskiftes til LED med natsænkning, som reducerer elforbruget – og dermed også CO2-aftrykket for campus. (Verdensmål 7+9)
- Udearealer forskønnes og holdes grønne og græsset lades stå og vokse højt og vildt til insekter for større biodiversitet, ligesom udearealerne holdes åbne og, i samspil med bygningsfacader, giver plads til aktiviteter. Derudover skal adgangsforhold og tilgængelighed leve op til nuværende byggestandarder. (Verdensmål 11+15)
- Eksisterende materialer genbruges, hvor det er muligt, ligesom de valgte byggematerialer standardiseres, så byggeaffaldsmængden mindskes. (Verdensmål 12)