Lykke Cecilie Mose forsvarer sin ph.d.-afhandling
Lykke Cecilie Mose forsvarer sin ph.d.-afhandling "Trust reforms and school outcomes: An examination of the factors impacting how trust-based governance and leadership affect teaching quality, student learning and motivation".
Forsvaret er offentligt, og alle er velkomne. Forsvaret er planlagt til at vare maksimalt tre timer og vil foregå på dansk.
Ph.d.-skolen ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv er vært ved en lille reception efterfølgende.
Vejledere og bedømmelse
Bedømmelsesudvalg:
- Andreas Hagedorn Krogh, Associate Professor, ISE, Roskilde Universitet, Danmark (forperson)
- Bente Bjørnholt, Senior Researcher, The Danish Center for Social Science Research, Danmark
- Åge Johnsen, Professor, Oslo Metropolitan University, Norge
Leder af forsvaret:
- Peter Triantafillou, Professor, ISE, Roskilde Universitet
Ph.d.-vejledere:
- Vejleder: Jacob Torfing, Professor, ISE, Roskilde Universitet
- Bivejleder: Tina Øllgaard Bentzen, Associate Professor, ISE, Roskilde Universitet
- Bivejleder: Line Berner, HR and Finance Manager, Children and Youth Department, Vejle Kommune
Resumé
Denne afhandling undersøger forudsætningerne for, at tillidsbaserede reformer kan styrke kvaliteten af velfærdsydelser med uddannelsessektoren som case. Studiet fokuserer på de muliggørende og begrænsende forhold, der påvirker, om politiske intentioner om tillid kan omsættes til praksis.
Afhandlingen er drevet af hovedspørgsmålet: Hvilke betingelser fremmer eller begrænser, at lokalt implementerede tillidsreformer kan forbedre skolens resultater, målt på elevernes læring og motivation? Dette afdækkes gennem undersøgelser af både de overordnede sammenhænge mellem styring og resultater og de mikrodynamikker, der opstår i vertikale og horisontale interaktioner mellem politikere, ledere, medarbejdere og elever på tværs af det kommunale hierarki.
Forskningsspørgsmålet besvares gennem tre delstudier. Artikel 1 er et systematisk review, der kortlægger eksisterende viden om sammenhængen mellem tillidsbaseret styring, ledelse og undervisningskvalitet og elevlæring. Artikel 2 og 3 er kvalitative casestudier af en dansk kommune, der lokalt implementerede en tillidsreform, der gav alle 25 skoler stor autonomi. Data er samlet fra 7 hierarkiske niveauer fra det politiske udvalg til elevniveau for at undersøge henholdsvis topledelsens håndtering af sårbarhed og tillid, når de øger skolernes autonomi, samt hvordan skolens ledere og lærere omsætter øget autonomi til motiverende undervisning i klasselokalet.
Afhandlingens overordnede fund viser, at tillidsreformer kan forbedre undervisningskvalitet og skabe mere motiverende undervisning, fordi den øgede lokale autonomi giver plads til professionelt skøn og fleksibel tilrettelæggelse. Dog konkluderes det, at politisk fjernelse af regler ikke skaber kvalitet i sig selv. De positive resultater er betinget af en tillidsbaseret ledelsesstil, der faciliterer dialog og skaber klarhed om formål, en fælles forståelse af kvalitet samt et kollegialt tillidsbaseret samarbejde.
Et centralt fund er betydningen af "dialogstøttende strukturer", som gør det muligt at have dialoger, der udvikler tillid, og at give feedback opad i hierarkiet. Dette mindsker topledelsens sårbarhed og gør det muligt at kalibrere styringen løbende. På skoleniveau viser fundene, at motiverende undervisning kan fungere som en selvforstærkende proces, når lærere inddrager elevernes perspektiver. Omvendt kan det ikke forventes, at reformer øger undervisningskvalitet, elevernes læring og motivation, hvis ledelsen blot uddelegerer ansvar uden at tilbyde støtte, retning og få feedback fra medarbejderne. Samlet set peger afhandlingen på, at succesfuld implementering kræver en balance mellem autonomi, dialoger og tillidsbaseret ledelse og samarbejde på tværs af alle niveauer.
Afhandlingen vil være tilgængelig for læsning på Roskilde Universitetsbibliotek inden forsvaret (til brug på stedet). Afhandlingen vil også være tilgængelig ved forsvaret.