Huan Yang forsvarer sin ph.d.-afhandling
Huan Yang forsvarer sin ph.d.-afhandling: "Social Transformation and Gender Roles: A Study of Returned Migrant Workers in Xiangxi Rural Region of Chinese Hunan Province".
IMT afholder ph.d.-forsvaret fredag den 21. august 2026 fra kl. 9.00 – 12.00 med efterfølgende reception fra kl. 12.00 - 13.00.
Vejledere og bedømmelse
PhD Evaluation Committee:
- Professor Emerita Barbara Merrill, Centre for Lifelong Learning, University of Warwick, United Kingdom
- Xiaotian Hu, Associate Professor, Customs College, Shanghai, China
- Stephen Carney, Professor MSO, Department of People and Technology, Roskilde University, Denmark (Chair)
PhD Supervisor:
Henning Salling Olesen, Professor emeritus, Department of People and Technology, Roskilde University, Denmark
Resumé
Denne undersøgelse fokuserer på kvindelige tilbagevendte migrantarbejdere i Kina i en bredere
kontekst af social transformation og analyserer, hvordan traditionelle kønsnormer former deres
handlingsvalg gennem migrations- og tilbagevendenprocesser, særligt i relation til deltagelse i
landbrugstræning. Den eksisterende litteratur har i høj grad forklaret migration ud fra økonomiske
motiver eller strukturelle begrænsninger, mens kønsanalyser ofte placerer kvinder i en binær ramme
som enten “strukturelt begrænsede subjekter” eller “handlende aktører”. Sådanne tilgange er
utilstrækkelige til at forklare den komplekse handlingslogik, der udfolder sig i hverdagslivet.
Teoretisk er undersøgelsen forankret i moderniseringsteori, suppleret med individualiseringsteori
og en analytisk ramme for kønsroller, hvor subjektivitet forstås som en proces, der kontinuerligt
formes og forhandles under strukturelle begrænsninger.
Metodologisk anvender studiet livshistorieinterviews som hovedmetode og integrerer digital
etnografi ved at betragte kortvideoplatforme (såsom Douyin) som centrale arenaer for observation
af subjektiv udtryk og kulturel produktion. Undersøgelsen bygger på livsfortællingsinterviews med
nitten tilbagevendte migrantarbejdere i Xiangxi i Hunan-provinsen i Kina og kombinerer deres
online- og offlinepraksisser for at etablere analytiske forbindelser mellem individuelle narrativer og
makrostrukturer.
Analysen centrerer sig om livsforløbene for to kvinder, Wang Fang og Dong Ping. Resultaterne
viser, at migration ikke blot er en proces for omfordeling af arbejdskraft, men også en afgørende
fase i rekonstruktionen af subjektivitet. På tværs af uddannelsesvalg, karriereforløb og familiære
beslutninger griber kønsnormer kontinuerligt ind i udformningen af individuelle handlinger
gennem flere mekanismer. Wang Fangs successive valg – fra erhvervsuddannelse i landbrug til
byarbejde og senere tilbagevenden til hjemegnen for at starte virksomhed – er dybt indlejret i
familiære strukturer og kønnede forventninger. Som datter, hustru og mor forhandler hun gentagne
gange mellem økonomiske ambitioner og familiære forpligtelser. Gennem analysen af lokale
diskurser såsom 懂事 dǒngshì (“at være fornuftig/forstandig”) og 女汉子 nǚhànzi (“maskulin
kvinde”) viser studiet, hvordan individer kontinuerligt forhandler mellem traditionelle moralske
forventninger og moderne individualiserede aspirationer. Mens dǒngshì fungerer både som
handlingsprincip og som en adaptiv form for traditionelle normer i en moderne kontekst, afslører
Wang Fangs identifikation med figurer som “nǚhànzi” eller endda “general” samt hendes vægt på
at ændre sin skæbne gennem individuel indsats et kønnet subjektivitetsparadoks: hendes forsøg på
at hævde subjektivitet ved at bevise, at hun ikke er ringere end mænd, forbliver indlejret i
vurderingsrammer defineret af mandlige standarder. Inden for denne logik anerkendes kvindelig
styrke primært som en tilnærmelse til eller reproduktion af eksisterende maskuline normer snarere
end som en udfordring af deres strukturelle grundlag. Desuden har hun en tendens til at fortolke
succes hos visse kvindelige online-influencere som reproducerbare veje og tilskrive succes
individuel indsats og evne, mens hun undervurderer betydningen af ressourcefordeling,
platformstøtte og strukturelle muligheder. Denne forestilling om “ubegrænsede muligheder”
tilslører vedvarende strukturelle begrænsninger og placerer et uforholdsmæssigt stort ansvar på
individet under asymmetriske betingelser. Resultatet er, at jo mere hun søger at overvinde
begrænsninger gennem intensiveret individuel indsats, desto mere reproducerer hun uforvarende
de eksisterende kønsnormer og vurderingsstandarder, hun søger at overskride.
I kontrast hertil afspejler Dong Pings erfaring mere umiddelbare og rigide strukturelle
begrænsninger. Hendes tilbagevenden er primært drevet af omsorgsansvar. Efter hjemkomsten
opretholder hun samtidig sin identitet som “arbejder” gennem deltagelse i træning og vedvarende
jobsøgning, mens hun udfører omfattende husligt og omsorgsrelateret arbejde, som hun selv beskriver som blot “at være hjemme og lave ingenting”. Denne karakteristik afspejler både den
strukturelle devaluering af husarbejde og den dybe internalisering af kønsnormer i selvopfattelsen.
Hendes holdninger til sin niece afslører yderligere spændinger mellem traditionelle og moderne
værdier: hun accepterer fortsat forestillingen om, at “piger til sidst bliver giftet bort”, samtidig med
at hun udtrykker tro på uddannelse som en vej til at ændre sin skæbne.
Sammenstillingen af disse to cases viser, at subjektivitetsdannelse ikke er en lineær proces, men
udfolder sig gennem tilpasning, kompromis og begrænsede former for modstand, hvor den
konkrete udformning bestemmes af individets strukturelle position. Wang Fang kan, med
udgangspunkt i sin uddannelsesbaggrund, familiære ressourcer og sociale netværk, forhandle sig til
et vist handlerum inden for kønsnormerne; Dong Ping opererer derimod under knappe ressourcer
og koncentreret ansvar, hvor deltagelse i træning primært fungerer som en pragmatisk strategi til
at opretholde levebrød og identitet.
Studiet identificerer desuden dybere strukturelle dilemmaer for tilbagevendte kvinder: den
begrænsede industrielle struktur i amtsøkonomier skaber et misforhold mellem færdigheder
erhvervet i byerne og lokale beskæftigelsesmuligheder; patrilokal bopæl som en vedvarende
institutionel grundstruktur i patriarkatet fratager kvinder jordrettigheder og fører til mangel på
social sikkerhed; og digitale skel samt algoritmisk forstærkede informationsbobler fastholder dem
i homogene sociale kredse og begrænser deres mulighed for at overskride land–by-kulturelle
grænser. Efter tilbagevenden til landdistrikterne oplever de ofte, at de hverken fuldt ud kan
reintegreres i lokalsamfundet eller opnå en klar følelse af tilhørsforhold.
Teoretisk viser undersøgelsen den ikke-lineære og ujævne karakter af Kinas moderniseringsproces,
hvor hurtige forandringer i økonomiske og institutionelle domæner ikke er ledsaget af tilsvarende
ændringer i familiestrukturer og kønsrelationer, hvilket placerer kvinder under et dobbelt pres
mellem individualisering i den offentlige sfære og traditionelle forpligtelser i den private sfære.
Metodologisk fremhæver studiet værdien af livshistorietilgange til at indfange
subjektivitetsdannelse, mens integrationen af digitale metoder udvider mulighederne for at
analysere individuel erfaring og kulturel udtryk. På policy-niveau peger resultaterne på, at støtte til
tilbagevendte kvinder ikke bør begrænses til færdighedstræning, men bør omfatte institutionelle
ordninger såsom jordsikkerhed, sociale netværk og offentlige tjenester, der kan levere stabil
strukturel støtte.