Åbent seminar: At lede samskabelse med udgangspunkt i stedet
På seminaret sætter vi fokus på, hvad sted betyder for samarbejde, ledelse og forandring, og hvordan vi kan arbejde mere kvalificeret med stedbaserede indsatser.
Hvad vil det egentlig sige at lede, når løsninger ikke kan designes centralt, men må vokse frem i og med de steder, mennesker og relationer, de er en del af? Nyere forskning peger på, at ledelse i stigende grad må tænkes som noget, der skabes i fællesskab, på tværs af aktører, sektorer og lokale historier, og som formes af det sted, det udfolder sig i. Steder er ikke blot kulisser, men aktive medspillere, hvor relationer, magt, erfaringer og identiteter væver sig sammen og skaber unikke muligheder og udfordringer.
Når vi sætter fokus på stedbaseret ledelse og samskabelse, handler det derfor ikke kun om at koordinere indsatser, men om at forstå og navigere i de komplekse, lokale dynamikker, hvor ledelse ofte er delt, netværksbaseret og emergent frem for hierarkisk.
Vi vil invitere til at udforske, hvordan vi som praktikere, forskere og samarbejdspartnere kan gentænke ledelse og samskabelse med udgangspunkt i stedet, og hvad det kræver at skabe fælles retning og handling i en virkelighed præget af mangfoldige perspektiver og interesser.
Dagen er delt op i to:
10.00-13.30 for netværksmedlemmer. (kontakt Anne Tortzen for medlemsskab)
13.30-16.00 åbent for eksterne gæster.
Seminaret er en mulighed for både faglig inspiration og netværk med andre, der arbejder med samskabelse og tværgående samarbejde.
Du tilmelder dig her