| Nyhed

RUC opruster på forskning i digitalisering

To meget anerkendte forskere inden for digitalisering og velfærd tiltræder professorater på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.
Morten og Brit
Professor og centerleder på IT-Universitetet Brit Ross Winthereik og professor og forskergruppeleder på Københavns Universitet Morten Hertzum hentes til Roskilde Universitet..


Digitalisering spås at få stor betydning for fremtidens velfærdsydelser. Og nu opruster Roskilde Universitet yderligere på forskningsområdet med to nye forskere, der begge har en stærk profil inden for IT og velfærd.

Det drejer sig om Brit Ross Winthereik og Morten Hertzum, der tiltræder professorater på Institut for Mennesker og Teknologi.

Brit Ross Winthereik kommer fra en stilling som professor og centerleder på IT-Universitetet i København. Hun forsker i, hvordan offentlige digitale infrastrukturer påvirker borgerne og visa versa. Hun er optaget af, at digitale systemer er bæredygtige, og at der ikke automatiseres unødigt rundt om borgerne, hvis data det drejer sig om.

Morten Hertzum kommer fra en stilling som professor og forskergruppeleder på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet. Han har især arbejdet med IT og sundhedssystemer, brugerdeltagelse i systemudvikling og evaluering af IT-systemer.

To stærke profiler

"Forskerne arbejder med teknologier i krydsfeltet mellem organisationer og politiske, sociale og psykologiske dynamikker - dvs. lige ned i hjertet af Institut for Mennesker og Teknologis kerneperspektiver. Det er fantastisk, at vi nu ansætter to så stærke profiler, som både styrker vores grundforskning og RUC's samarbejder med Region Sjælland. De arbejder begge med afgørende samfundsmæssige spørgsmål og tilsammen komplementerer de hinanden og Roskilde Universitets i forvejen stærke forskningsmiljøer på området," siger dekan for Teknologi og Sundhed Andreas de Neergaard.

Begge stillinger er knyttet til Roskilde Universitets klyngeindsats i Region Sjælland. I 2020 modtog universitetet 20 mio. kr. af forskningsreserven til at fremme innovationen i Region Sjælland, og klyngeindsatsen er en del af dette arbejde.

Brit Ross Winthereik og Morten Hertzum tiltræder professorater på Roskilde Universitet d. 1. september.

 

Mere information

For yderligere information kontakt pressekonsulent Camilla Buchardt, e-mail: camilbu@ruc.dk, mobil: 2238 8282.