| Forskningsnyt

RUC åbner nyt forskningscenter for problemorienteret projektlæring

Den 2. november åbner Danmarks første forskningscenter inden for problemorienteret projektlæring: RUC-PPL. Dermed går RUC igen forrest i udviklingen af den problembaserede pædagogik, som har været universitetets særkende siden oprettelsen i 1972.
PPL
Et nyt forskningscenter på Roskilde Universitet skal sætte barren for fremtidens problemorienterede projektlæring. Foto: RUC Kommunikation & Presse/Lisbeth Holten.


Når Roskilde Universitet den 2. november åbner dørene for det første forskningscenter for problemorienteret projektlæring, RUC-PPL (Roskilde Universitets Forskningscenter for Problemorienteret Projektlæring), bliver det et vigtigt skridt mod at samle viden om og udvikle erfaringer inden for RUC's pædagogiske fundament. Viden og erfaring, der også efterspørges politisk - og som nu skal styrkes gennem fokuseret forskning.

"På RUC er vi eksperter i den problemorienterede projektlæring, som vi også er kendt for både nationalt og internationalt. Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og regeringens 'Udvalg om bedre universitetsuddannelser' efterspørger mere projektarbejde, stærkere relation mellem teori og praksis, tværfaglige kandidatuddannelser og brede fagindgange på universiteterne. Alt det her karakteriserer RUC's uddannelsesmodel, så vi har et forspring, men det forpligter. Vores læringsmodel er baseret på pædagogisk forskning, som i dag vinder frem, men der skal forskes videre, også fordi der stilles nye krav i dag, både i kraft af nye medier og teknologier og nye uddannelsestyper," siger rektor på RUC Hanne Leth Andersen.

Det nye forskningscenter skal samtidig bidrage til at placere Roskilde og Region Sjælland endnu tydeligere på landkortet:

"Mange af RUC's studerende kan netop via det problemorienterede projektarbejde bidrage til at løse konkrete problemer i virksomheder og kommuner i regionen. På den måde skaber studenterprojekter og praktikophold kontakt til universitetets forskningsmiljøer - og netop dén konkrete sammenhæng med virkelighedens problemer kan vi også sætte yderligere fokus på med det nye forskningscenter," tilføjer Hanne Leth Andersen.
 

Samler og udvikler fælles viden

Det nye forskningscenter vil under ledelse af professor i universitetspædagogik Eva Bendix Petersen bidrage til national og international forskning i både teoretiske og praktiske aspekter af problemorienteret projektlæring (PPL). Samarbejder med relevante samarbejdspartnere vil blive prioriteret og særligt danske og internationale uddannelsesinstitutioner, som arbejder med lignende læringstilgange, vil blive inviteret ind i forskningsarbejdet.

"Vi skal i tættere dialog med disse partnere for at berige vores fælles viden og praksis. Fordelen ved et center er, at det kan samle og styrke den forskning i problemorienteret projektlæring, som foretages. På den måde skaber vi et miljø, hvor forskere og andre interesserede kan komme og få den nyeste viden på området," fortæller Eva Bendix Petersen.

Fra januar 2019 uddeler RUC-PPL midler fra en støttepulje til RUC-forskningsprojekter, som omhandler PPL. Centeret starter op med en række forskningsprojekter, f.eks. et som ser nærmere på, hvordan man kan vurdere læringseffekterne af PPL, et som ser på hvordan man fremmer læring i projektgrupper med studerende med forskellig uddannelsesbaggrund, og et som genbesøger PPL som pædagogisk filosofi i lyset af aktuelle universitetspædagogiske diskussioner. Centret vil derudover afholde workshops og konferencer, være vært for gæsteforskere og støtte udvikling af projektideer, videnskabelige publikationer, formidling og fondsansøgninger relateret til PPL og didaktisk udvikling i relation til PPL.
 

Fakta om problemorienteret projektlæring:

PPL er en konsekvent form for forskningsbaseret uddannelse, hvor de studerende, typisk i grupper, arbejder med reelle faglige, videnskabelige eller praktiske problemstillinger, som de selv er med til at identificere; udmøntet i konkrete projekter. Problemstillingerne bearbejdes gennem teoretiske analyser og empiriske studier.
 

Mere information

For yderligere information kontakt professor Eva Bendix Petersen, e-mail: evabp@ruc.dk; tlf: 61 95 11 25