Teoriseminarer på Organisationspsykologi
Uddannelsen indeholder fire teoriseminarer, der består af læsning af texter fra kompendier og bøger, forelæsninger og diskussion i internetbaserede diskussionsklynger. Hvert teoriseminar afsluttes med en mindre essayprøve. Hvert seminar er normeret til 7 ECTS-point.
Teoriseminar 1: Organisationsteorier og organisationspsykologi
Seminaret gennemgår de centrale arbejds- og organisationspsykologiske teorier i såvel historisk som aktuelt perspektiv. Det demonstreres, hvordan det personlige og det sociale spiller en stadig større rolle i organisationsteoriernes udvikling, og hvorledes organisationspsykologien efterhånden opstår som fagpsykologisk disciplin. Dette teorihistoriske udviklingsperspektiv sammenkædes med en gennemgang af den socialhistoriske udvikling i samspillet mellem organisationer og samfund.
Teoriseminar 2: Psykologiske processer og læringsteorier
Psykologiske processer i og mellem individ, gruppe, organisation og samfund
Seminaret trækker på bidrag fra såvel personligheds-, udviklings- og socialpsykologi som fra den kliniske psykologi og tematiserer disse bidrag med særlig vægt på det relationelle. Forholdene mellem den enkelte og gruppen, forholdene mellem grupper indbyrdes og forholdet mellem den enkeltes personlighed og arbejdsrolle er seminarets centrale akser. Herudover tematiseres også samarbejdspsykologi og konfliktløsningsteori samt teorier om hierarki, autoritet, socialisation og kultur. Den studerende skal kunne gøre rede for de centrale teorier på disse områder og være i stand til at udpege de relevante analyseniveauer for organisationspsykologiske problemstillinger.
Læringsteorier
Seminaret gennemgår udvalgte teorier om læreprocesser i organisationer betragtet fra såvel den enkeltes som fra organisationens perspektiv ligesom de læringsteorier, der ligger til grund for uddannelsens pædagogiske tilrettelæggelse, præsenteres. Den studerende skal kunne gøre rede for de centrale teorier og for hvilke betingelser der hhv. fremmer og hæmmer læreprocesser.
Teoriseminar 3: Ledelsesteorier og teorier om konsulentfunktioner
Seminaret gennemgår centrale teorier dels om ledelse, lederrollen og forholdet mellem leder og medarbejdere, dels om konsulentrollen og om de opgaver, konsulenter kan påtage sig. Der lægges vægt på de forskellige betingelser, som hhv. offentlige, politiske, private og frivillige organisationer sætter for hhv. ledelse og konsulentarbejde, og der lægges ligeledes vægt på belysning af de krav, som stilles til dagens organisationer og disse kravs betydning for såvel ledere, medarbejdere og konsulenter. Den studerende skal kunne gøre rede for og vurdere de centrale teorier og tilgange inden for områderne ledelse og konsultation og være i stand til at argumentere for relevante afgrænsninger mellem ledelses- og konsulentopgaver.
Teoriseminar 4: Organisationspsykologiske undersøgelsesmetoder
Seminaret præsenterer en række af de vigtigste organisationspsykologiske undersøgelsesmetoder. Der lægges særlig vægt på at belyse hvilke videnskabelige kriterier, der ligger til grund for de enkelte undersøgelsesmetoder og hvilken validitet de kan tilskrives. Endelig tematiseres såvel de interessemæssige konflikter, der under forskellige betingelser knytter sig til brugen af organisationspsykologiske undersøgelser, som de etiske problemer anvendelsen rejser for organisation og medarbejdere. Den studerende skal være i stand til på videnskabeligt grundlag at vurdere og problematisere de foreliggende organisationspsykologiske undersøgelsesmetoder i forhold til de undersøgelsesopgaver de skal tjene.