Ny karriere med egen kommunikationsvirksomhed
Interview med Lone Yding
Lone Yding har brugt MPK til at etablere sig som kommunikationskonsulent i Vejle. Vi fangede hende i en pause mellem forelæsningerne da hun var begyndt på det afsluttende masterprojekt. Vi snakkede om at miste sit arbejde og starte som selvstændig, at drive forretning med MPK, at være over 50 og uddanne sig.
Du har jo rigtig godt gang i din karriere. Kan du bruge MPK til noget i dit arbejdsliv?
”Jeg havde fået bevilliget uddannelsen fra det sted hvor jeg var ansat, men inden jeg nåede at komme i gang, nåede de at komme i krise, og når krisen kradser, så er der ikke lukket op for pengekassen. Så det kunne jeg jo kigge i vejviseren efter, og i øvrigt så kunne jeg også kigge i vejviseren efter mit job, for pludselig var de i så meget krise, at de lukkede.”
””Ok, hvor svært kan det være at få et nyt job,” tænkte jeg. Men det var meget svært. Det var lige da de kørte allerhårdest på. Hold da op. 400 ansøgere til hvert job. Man havde ikke en chance for at stikke hovedet ud. Men i stedet for at sidde og jamre over det, så valgte jeg, at nu havde jeg god tid til MPK. Det var det ene valg. Det andet valg var, at når ingen ville ansætte mig, jamen så måtte jeg ansætte mig selv.”
Fra ledig til selvstændig
”Jeg gik baglæns og sagde: ”Hvad er det, der gør, at I ikke tager mig? For kvalifikationer har jeg, og resultaterne har jeg.” Men der var altid en, der på en eller anden måde passede bedre ind. ”Ok”, sagde jeg, ”vil det sige, at hvis I får ekstra opgaver, og I får travlt, så kunne I måske godt finde på at hyre mig?” Ja, det kunne de. Sådan kom de første kunder, og jeg tænkte: ”Jamen ok, så er det den vej det går, for jeg gider ikke sidde her og glo ind i væggen og sende håbløse ansøgninger.”
Nye kunder med MPK
”Så jeg startede bare for mig selv, og det er bare sådan lige så stille gået fremad og opad, og det passer egentlig helt fint. Jeg skal passe på ikke at få for meget at lave, for så kan jeg ikke nå at lave mine studier, og omvendt skal jeg også have noget at leve af, så jeg skal også være lidt proaktiv på den front. Jeg har brugt studierne til at markedsføre mig selv og sagt at de kan få del i min nye viden.”
Det siger du til kunderne?
”Det siger jeg til kunderne, og det siger jeg også på min LinkedIn-profil. Jeg har skaffet mig nogle opgaver på den baggrund. Så ja, det virker altså det der med, at man er ude at søge den nye viden, og at man er i gang.”
MPK og forretning
Hvordan synes du at MPK fungerer når man driver forretning?
”Det fungerer rigtig godt fordi jeg bruger det netop som argument til at komme i kontakt med andre, det at komme i dialog. Jeg møder tit, faktisk meget ofte, den indforståede holdning ”at man sådan set bare skal sælge varen, og den vare vi har, den er bare super duper”. Nogle gange kommer jeg så lige og stiller dem et enkelt spørgsmål: ”Er du nu også sikker på at det er det din målgruppe vil have?” ”Ja, det er vi meget sikre på for vi sælger da af det.” ”Men hvad nu hvis …” Og det er noget jeg har lært her. ”Hvad nu hvis jeg går ud og snakker med din målgruppe og spørger dem dybt ind, og så jeg kommer tilbage og giver det til dig … Hvad vil du sige til det?” Ja, det er en øjenåbner for dem som tør entrere med det.”
Investering i uddannelse
Har du fået din investering igen?
”Ja, det har jeg, og det vil jeg også komme til at få. Altså, jeg gearer op her henover foråret og søger nye kunder ud. Jeg har holdt lidt lav cigarføring, hvad det angår, fordi jeg skulle passe på ikke at få for meget at lave. Jeg skal jo helst kunne tilgodese begge dele, for ellers bliver begge dele noget skidt, og det dur bare ikke, nej. Så det sker her hen over foråret. Der begynder jeg at kontakte og entrere med nye kunder, og så kommer de formeneligt i hus.”
Hvad er din baggrund?
”Jeg har noget markedsføringsuddannelse, har læst nogle business fag, som man siger. Jeg har arbejdet med markedsføring i næsten hele mit arbejdsliv, og så har jeg taget en diplomuddannelse i journalistik, for 6 år siden tror jeg. Og så det her kommunikation, det er godt til at komme i kontakt med andre, at komme ind og få dem til at lytte, at komme i dialog med dem. Jeg synes det var meget naturligt at bygge oven på med det.”
50+
”Selvom man har passeret 50, er livet ikke slut erhvervsmæssigt. Man er ikke forstenet oppe i hovedet, man er et aktiv, og man er klar til at lave merværdi for dem, der måtte entrere med en. Jeg tror det er vigtig at have den holdning.”
Jamen, du kommer jo også med en stor erfaring.
”Ja, det gør jeg jo, men hvis ikke man kan se ud over barrieren der hedder 50+, så er det svært, og hvad skal man sige til argumentet med erfaring … Men det bliver faktisk løftet op i anden potens ved at der bliver koblet ny viden på, og en stadig tilgang til ny viden er det, jeg skal leve af. Ja, det er det, jeg handler med. Så jo, det fungerer, vil jeg sige.”
På MPK er der flere der er over 50.
Pensionsalderen stiger
”Ja, I min verden har det at uddanne sig ikke noget med alder at gøre. Pensionsalderen skrider opad, og jo mere den skrider opad, jo flere år har vi glæde af vores viden. Vi har ikke råd i Danmark. Så jeg synes der er gode grunde til at bygge ovenpå med en masteruddannelse, og jeg synes der er mange år at bruge den i.”
Må vi skrive hvor gammel du er?
”Ja, faktisk er jeg 55. Jeg skal minimum arbejde 12 år fra nu og helst mere. Jeg har ikke tænkt mig at gå på pension sådan lige med det samme, nej, hvis jeg bestemmer.”
Er det ikke et meget godt billede af det vigtige?
”Jo.”