Rektors tale til årsfest: Roskilde Universitet vigtigere end nogensinde
Sidste år ved denne tid var jeg også til årsfest her på Roskilde Universitet. Jeg sad på en stol hernede foran scenen og var med som deltager. Roskilde Universitet var et sted, jeg kom på besøg. I dag er Roskilde Universitet blevet mit universitet. Det er jeg utrolig glad for.
Roskilde Universitet er et sted, hvor forskning, innovation og uddannelse er tæt på virkeligheden i samfundet omkring os. Det er der brug for. For vi lever i en verden, der er præget af klimaforandringer, geopolitisk uro og teknologiske omvæltninger. Hvor informationsbobler udfordrer de saglige argumenter og evnen til at lytte til hinanden. Vi oplever en stigende polarisering om grundlæggende værdier.
- Er man for eller imod ulve i Danmark.
- Er man for eller imod bestemte sange i Højskolesangbogen.
- Er man for eller imod udviklingen i landbruget.
Den demokratiske samtale og den gensidige tillid er under pres. I denne virkelighed er Roskilde Universitet vigtigere end nogensinde. For samfundet har brug for mennesker, der kan samarbejde på tværs, tænke kritisk og løse komplekse udfordringer.
Viden er selve fundamentet for et resilient samfund. Og derfor er det også bekymrende, når den seneste PISA-undersøgelse viser, at børn og unges evne til at tilegne sig viden er historisk lav. Vi har brug for mennesker med viden – og vi har brug for forskning, der giver os et bedre grundlag for at forstå og handle.
Viden som skaber et mere robust samfund
I går havde vi fornøjelsen af at byde de første studerende velkommen til et nyt masteruddannelsesforløb i samfundssikkerhed og totalberedskab - i tilknytning til Roskilde Universitets forskningscenter i samfundssikkerhed og resiliens, også kaldet SECURE.
Centeret er i fuld gang med at udvikle nye, forskningsbaserede uddannelser med fokus på beredskab og samfundssikkerhed. Og på tværs af Roskilde Universitet er forskningen med til at skabe ny viden, som bidrager til et mere robust samfund.
Det gælder f.eks. forskning i fødevareforsynings-sikkerhed, og hvordan regionale fødevaresystemer i Norden og Baltikum kan gøre vores samfund mere uafhængige og selvforsynende. Og det gælder forskning i hvordan algoritmer og data påvirker den måde, vi mennesker danner holdninger og træffer beslutninger på – og hvad det betyder for vores demokrati og tillid.
Stærk og nyskabende grundforskning
Vi kan tydeligt se værdien af den forskning, der allerede giver os løsninger på komplekse udfordringer.
Men vi må ikke glemme den forskning, hvor værdien endnu ikke er synlig – og måske først viser sig om mange år.
For samfundet har ikke kun brug for løsninger på de udfordringer, vi står overfor i dag, men også dem, der endnu ikke har vist sig. Mange af de gennembrud, vi i dag tager for givet – fra mikrochips til mRNA-vacciner - udspringer af grundforskning, hvor ingen på forhånd kendte anvendelsen.
Roskilde Universitet skal fortsat være et sted med stærk og nyskabende grundforskning.
Det er selve fundamentet for, at vi som universitet kan bidrage, når samfundet står over for udfordringer, ingen havde forudset.
Medansvar for at udvikle regionen
Et robust samfund skal også have geografisk sammenhængskraft på tværs af by og land, sådan som det også er beskrevet i det nye regeringsgrundlag. For et samfund er mindre sårbart, hvis uddannelse, innovation og arbejdspladser er til stede bredt i landet.
Som Sjællands universitet har vi et særligt medansvar for at udvikle vores region - i tæt samspil med erhvervslivet, civilsamfundet og med offentlige samarbejdspartnere. Og vi er i fuld gang med at skabe nye forbindelser til det samfund, vi er en del af. Vi åbner en ny cand.merc.-uddannelse i Næstved, for at være til stede på Sjælland dér, hvor virksomheder og mennesker har brug for os.
Og i denne uge har vi formaliseret det gode samarbejde mellem Roskilde Universitet og Sjællands Universitetshospital. Her skal universitetets viden og forskningskapacitet i endnu højere grad kobles til sundhedsvæsenets komplekse problemstillinger. Det handler om at forstå virkeligheden helt tæt på – og at løse udfordringerne sammen.
Et samfundsrelevant universitet
I løbet af det sidste halve år har jeg for alvor fået mulighed for at opleve Roskilde Universitet indefra, og det har det kun styrket min respekt for det sted, jeg er blevet en del af. Roskilde Universitet er vigtigere end nogensinde, og jeg er stolt af at være med til at videreudvikle Roskilde Universitet som et samfundsrelevant universitet, der insisterer på at være tæt på virkeligheden.
Tak til alle jer, der hver dag er med til at bringe viden ud i verden, og bringe verden ind på Roskilde Universitet. Jeg glæder mig til at fejre Roskilde Universitet sammen med jer i dag.
Rigtig god årsfest.