Ny stabschef ansat på Roskilde Universitet
Kira Vinberg Iversen er ansat som ny stabschef på Roskilde Universitet. Hun indgår i vicedirektørkredsen med reference til universitetsdirektør Henrik Zobbe.
Med omfattende erfaring fra Danske Universiteter og NUAS – organisationen for nordisk universitetssamarbejde – skal Kira Vinberg Iversen styrke universitetets strategiske ledelsesbetjening af rektoratet og den politiske interessevaretagelse på uddannelses- og forskningsområdet.
Kira Vinberg Iversen kommer fra en stilling som generalsekretær i NUAS, hvor hun har haft det daglige ledelsesansvar for organisationens drift, strategi og økonomi, og samtidigt har hun været administrationschef i Danske Universiteter, hvor hun gennem en årrække har rådgivet universiteternes topledelse om strategiske, administrative og uddannelsespolitiske dagsordener. Kira Vinberg Iversen er kandidat i pædagogisk sociologi fra Aarhus Universitet og har en diplomuddannelse i ledelse fra Danmarks Tekniske Universitet.
Universitetsdirektør Henrik Zobbe ser frem til samarbejdet med Kira Vinberg Iversen:
"Jeg er glad for, at Kira Vinberg Iversen har sagt ja til stillingen. Hun har en stærk baggrund inden for strategisk ledelsesbetjening og interessevaretagelse i universitetssektoren, og den erfaring bliver en stor gevinst for os," siger universitetsdirektøren.
Kira Vinberg Iversen glæder sig selv til at komme i gang:
"Roskilde Universitets særlige position i universitetslandskabet gør stillingen som stabschef særligt attraktiv for mig. Jeg glæder mig til at bidrage med strategisk og politisk rådgivning af rektoratet og universitetsledelsen, og til at være med til at realisere universitetets nye strategiske ambitioner," siger Kira Vinberg Iversen.
Kira Vinberg Iversen tiltræder stillingen 1. oktober 2026.