| Nyhed

1551 ansøgere har Roskilde Universitet øverst på ønskelisten

Roskilde Universitet har i år modtaget 1551 1. prioritetsansøgninger.
Nye RUC-studerende går mod universitetet
Arkivfoto fra studiestart på Roskilde Universitet. Foto: RUC.


Søndag den 5. juli klokken 12 udløb fristen for at søge ind på en videregående bacheloruddannelse. Ifølge den netop offentliggjorte opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har færre ansøgere i år haft Roskilde Universitet som deres førsteprioritet sammenlignet med sidste år.

Roskilde Universitet har det seneste år arbejdet med at udvikle og tilpasse sit samlede udbud af kandidatuddannelser. Som led i en reform af kandidatuddannelserne er en række uddannelser blevet enten lukket eller justeret for at skabe et mere fokuseret og samlet set stærkere uddannelsestilbud. Udviklingen i årets ansøgertal skal også ses i lyset af disse ændringer, siger Bitta Nielsen, vicedirektør for uddannelse:

”Vi har de seneste år arbejdet målrettet med at styrke vores uddannelser og skabe tydelige faglige profiler. Det er vigtigt for os at tilbyde uddannelser af høj kvalitet, som er relevante for både de studerende og det samfund, de skal ud at bidrage til. Når man lukker eller samler en række uddannelser, er det naturligt, at det for en periode også kan afspejle sig i ansøgertallet.” 

Klar til at tage imod nye studerende

Roskilde Universitet glæder sig til at byde årets nye studerende velkommen i august:

“Vi glæder os til at tage imod alle de nye studerende, der begynder på universitetet efter sommerferien. De bliver en del af et universitet med et stærkt studiemiljø og et fagligt fællesskab, hvor de bliver trænet i at udvikle nye løsninger på de komplekse udfordringer, vi som samfund står over for i dag - blandt andet inden for kunstig intelligens og grøn omstilling,” siger Bitta Nielsen.

Alle ansøgere får besked om, hvorvidt de har fået tilbudt en studieplads, den 28. juli.

Den samlede opgørelse over årets ansøgertal kan findes på Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets hjemmeside