| Nyhed

Roskilde Universitet får ny prorektor for uddannelse

Kristin B. Munksgaard bliver ny prorektor for uddannelse på RUC.
Kristin B. Munksgaard. Prorektor for uddannelse.
Foto: Privat. Kristin B. Munksgaard

 

Fremover bliver det den erfarne universitetsleder og professor fra Syddansk Universitet (SDU), Kristin B. Munksgaard, som skal stå i spidsen for arbejdet med Roskilde Universitets uddannelser. Hun er ansat som prorektor for uddannelse fra 15. august 2026.

Kristin B. Munksgaard kommer med solid erfaring med ledelse på uddannelsesområdet i universitetssammenhæng. Hun kommer fra en stilling som professor i business-to-business marketing på SDU og har tidligere bl.a. været leder af SDU Business School og prodekan for Funding and External Relations på det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU.

”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Kristin B. Munksgaard. Hun har et stort netværk og en indgående viden om universiteters samspil med virksomheder og andre eksterne samarbejdspartnere. Sammen skal vi arbejde videre med alt det gode, som Roskilde Universitets uddannelser kan og står for, og samtidig videreudvikle uddannelserne i tråd med omverdenen og arbejdsmarkedets behov. Kristin B. Munksgaard er den helt rette person til at bidrage til at løfte den opgave,” siger rektor på Roskilde Universitet, Rasmus Antoft.

Selv glæder Kristin B. Munksgaard sig til at tage hul på sine nye opgaver, når hun tiltræder på Roskilde Universitet fra 15. august.

”Jeg glæder mig rigtig meget til min nye rolle på Roskilde Universitet. Universitetet har nogle meget stærke, faglige miljøer og en ambition om at være endnu mere tydeligt til stede i regionen og i samspillet med omverdenen. Opgaven på uddannelsesområdet bliver at forløse det store potentiale i en tid med reformer og stigende forventninger til universiteternes samfundsbidrag. Jeg ser frem til at fortsætte indsatsen med at udvikle både uddannelserne og samarbejdet med regionale, nationale og internationale partnere,” siger Kristin B. Munksgaard.

”Og ikke mindst bliver det en fornøjelse at hilse på alle nye kollegaer og studerende på universitetet,” tilføjer hun.  

Fremover består Roskilde Universitets øverste ledelse (rektoratet) således af: Rektor Rasmus Antoft, prorektor for uddannelse Kristin B. Munksgaard, konstitueret prorektor for forskning Bjørn Thomassen og universitetsdirektør Henrik Zobbe.

 

CV i udvalg

• 2023–2026: Prodekan med ansvar for udvikling, funding og eksterne relationer, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet. 
• 2021– 2026: Leder af SDU Business School, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet 
• 2019–2021: Leder af ph.d.-skolen, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet
• 2018: Professor, SDU