RUC-professor udpeget til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har udpeget nyt medlem og nye suppleanter til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.
Professor Jesper Ryberg fra Roskilde Universitet er udpeget til nyt fagligt medlem for en fireårig periode fra 1. juli 2025.
"Det er af afgørende betydning, at der er en høj grad af tillid til forskningsresultater og den videnskabelige verden. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed spiller en vigtig rolle for at kunne opretholde en sådan tillid, og jeg ser frem til at kunne bidrage til nævnets arbejde," siger Jesper Ryberg.
Universitetets konstituerede prorektor Bjørn Thomassen er udpeget til suppleant for nævnet.
Nævnet behandler sager om videnskabelig uredelighed og består af anerkendte forskere, der repræsenterer forskellige videnskabelige forskningsområder. Medlemmerne skal bidrage med deres ekspertviden for at styrke og sikre troværdigheden og integriteten i dansk forskning.
Nævnet består af otte medlemmer og en formand, og der er desuden udpeget otte suppleanter.