| Nyhed

RUC og Roskilde Festivals partnerskab styrker byens kulturelle profil

Roskilde Universitet og Roskilde Festival har gennem flere år haft et strategisk partnerskab. Målet er at skabe bæredygtige initiativer med fokus på blandt andet innovation, miljø og fællesskab.
Festival


Om få dage begynder den 53. udgave af Roskilde Festival på Dyrskulepladsen i Roskilde. Det er en stor begivenhed for byen, Danmark og Nordeuropa – men i høj grad også for Roskilde Universitet.

Sidste år underskrev de to organisationer en 4-årig kontraktforlængelse, som betyder, at festivalen og universitetet fortsat vil samarbejde på en række indsatsområder – såsom innovation, bæredygtighed og fællesskab.

”Vi er meget glade for aftalen og samarbejdet med Roskilde Festivalen. RUC’s profil passer rigtig godt til festivalens værdier. Begge organisationer har stort fokus på at udfordre status quo og skabe ambitiøse og bæredygtige forandringer til gavn for fællesskabet,” siger Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet.

Mød RUC på festivalpladsen

Under festivalen vil RUC-journalister være til stede på pladsen, hvor de vil dække nogle af de mange RUC-lejre og projekter, der foregår derude – både på græsrodsniveau og de mere officielle happenings. Følg med på Roskilde Universitets Instagram.

Samarbejdet indebærer derudover også vidensfestivalen GRASP, som har kørt siden 2021. Målet med festivalen er at udfordre de klassiske videns- og formidlingsformater og engagere deltagere på tværs af fagligheder.

Roskilde Festivalen og universitet har desuden udviklet et fælles innovationsforløb, hvor studerende fra RUC får mulighed for at teste deres innovative idéer på Roskilde Festival. Det betyder helt konkret, at studerende fra RUC får mulighed for at præsentere deres projekter for festivaldeltagerne. 

Roskilde Festival afholdes fra lørdag den 28. juni til lørdag den 5. juli 2025. Hovedprogrammet finder sted fra onsdag til lørdag.
 

Roskilde Festival aftale
Hanne Leth Andersen, rektor, Roskilde Universitet og Signe Lopdrup, direktør for Roskilde Festival underskriver forlængelsen af partnerskabsaftalen mellem de to organsiationer i 2024.