| Nyhed

RUC-professor ny bestyrelsesformand for internationalt forskningscenter

Professor Garbi Schmidt er blevet udnævnt som ny bestyrelsesformand for European Centre for Minority Issues af det danske Uddannelses- og Forskningsministerie.
Professor Garbi Schmidt
Professor Garbi Schmidt.


Det internationale forskningscenter European Centre for Minority Issues (ECMI) arbejder med at adressere komplekse spørgsmål vedrørende nationale mindretal i Europa og i resten af verden. Og i de kommende tre år bliver det med professor Garbi Schmidt fra Roskilde Universitet som bestyrelsesformand. Hun tiltræder 1. maj 2025.

"ECMI er et internationalt forskningscenter i rivende udvikling. Jeg har været medlem af bestyrelsen i ti år og kender derfor organisationen indgående, og håber ikke mindst at kunne bidrage med et fokus på forskningshøjde og tættere samarbejder med danske universiteter," siger Garbi Schmidt, der er tilknyttet Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.

Garbi Schmidt har været medlem af bestyrelsen i ECMI siden 2015, og med hendes profil som professor i Kulturmødestudier har hun bidraget med sin særlige ekspertise til forskningscentrets arbejde. Hun er udpeget som bestyrelsesformand af det danske Uddannelses- og Forskningsministerie.

ECMI blev i 1996 oprettet af den danske regering, den tyske forbundsregering og den slesvig-holstenske delstatsregering, og centrets internationale forskere arbejder uafhængigt og tværfagligt med mindretalsspørgsmål.

ECMI har hovedsæde i Flensburg, Tyskland.