Ny specialepris sætter fokus på fremtidens journalistiske talenter
Cirka 200 journaliststuderende afleverer hvert år specialer, der undersøger aktuelle emner såsom kunstig intelligens' rolle på nyhedsredaktionerne, tiltagende pres på den journalistiske objektivitetsnorm og kildediversitet i mediedækningen. Desværre forbliver mange af disse projekter ukendte for offentligheden, branchen og forskningen.
Samarbejdet mellem Danske Medier, som administrerer Dagspressens Fond, og Journalistica har til formål at ændre dette.
“Vi er utroligt glade for, at samarbejdet med Danske Medier/Dagspressens Fond giver os mulighed for at hædre og gøre de mange højtaktuelle forskningsresultater fra specialer tilgængelige for branchen og samfundet," siger tidsskriftets hovedredaktør Eva Mayerhöffer, lektor på Roskilde Universitet.
Tidsskriftet er forankret på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
Artikler åbne for alle
Med den nye pris vil de tre bedste specialer hvert år blive belønnet. Planen er, at prisen skal uddeles fra 2025 og frem, og med priserne følger:
- Legater på op til 5.000 kr.
- Muligheden for at omarbejde specialet til en artikel, der publiceres i Journalistica, hvor artiklerne vil være åbne for alle.
- Offentlig formidling af resultaterne til gavn for journalistikforskningen og branchen.
Journalistica er et nordisk forskningstidsskrift, som publicerer fagfællebedømt forskning på internationalt niveau om journalistikken i de nordiske lande. Tidsskriftet er finansieret af tilskud fra de journalistiske uddannelsesinstitutioner på Roskilde Universitet, DMJX, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
Hvert år uddeler Dagspressens Fond midler for at investere i initiativer, der kan løfte kvaliteten af journalistikken og skabe ny indsigt, som den danske dagspresse kan drage fordel af.