| Nyhed

Graffiti og demonstrationer på Roskilde Universitet

Orientering om den seneste tids graffiti og demonstrationer på Roskilde Universitet.
RUC campus


Der har i starten af ugen været malet graffiti i stort omfang forskellige steder på campus med hadefulde budskaber vendt mod Israel og Roskilde Universitet. Vi tager kraftigt afstand fra indholdet og har meldt graffitien til politiet. Rensningsarbejdet er i gang.

Samtidig har der torsdag været afholdt en såkaldt sit-in i kantinen og bygning 3, hvor demonstranter fra en organisation, der kalder sig RUC Intifada, kortvarigt sad i mellemgangen foran rektorsekretariatet, indtil politiet bad dem forlade stedet. 

Vi ved ikke, om der er sammenhæng mellem de to ting, men politiet efterforsker graffitien, og vi gør, hvad vi kan for at støtte op om deres arbejde.

Flere studerende og medarbejdere har følt sig utrygge pga. graffitien og de happenings og demonstrationer, der har fundet sted den seneste tid. Nogle studerende har rakt ud til ledelsen, og vi forstår deres bekymring. Det er vigtigt, at alle studerende kan føle sig trygge på campus, og det har vi alle et ansvar for.

Vi anerkender vores studerendes ret til at ytre sig og til at demonstrere, men vi kan ikke leve med, at grupper af studerende føler sig utrygge på campus. Derfor vil vi fremover indskærpe, at demonstrationer og arrangementer på forhånd skal anmeldes til både politiet og universitetet. Og vi forbeholder os ret til at afvise events, hvis vi vurderer, at de skaber utryghed.

Mht. graffiti og hærværk så siger det sig selv, at det ikke er en konstruktiv måde at ytre sig på. Det er ulovligt, og det er vigtigt at understrege, at det kan få konsekvenser for gerningspersonerne (fx bortvisning), hvis de viser sig at være studerende på universitetet. 

Det er trist, at nogle få individer skal tegne billedet af Roskilde Universitet. Vi håber, at vi kan hjælpe hinanden med at skabe et trygt miljø på campus. Konflikten i Mellemøsten har i høj grad sat sit præg på samfundet og dermed også på universiteterne. De følelser og den uenighed, der florerer andre steder, findes også på Roskilde Universitet. 

Vi appellerer til, at alle tager ansvar for, at samtalen og debatten foregår på en respektfuld og saglig måde. Hvis studerende, medarbejdere eller studenterorganisationer vil i dialog med ledelsen, er de altid velkomne til at kontakte os.

Venlig hilsen

Hanne Leth Andersen, Peter Kjær og Henrik Zobbe 
Rektoratet