RUC-forsker vinder international publikationspris
Valg til Europa-Parlamentet. Præsidentvalg i USA. Valg i Storbritannien, Frankrig og mange andre steder.
2024 er blevet udråbt til at være et helt særligt valgår på grund af de mange valg, og på den baggrund har The European Association for Study of Science and Technology (EASST) valgt at tildele publikationsprisen Freeman Award til bogen ’Democratic Situations’.
Bogen er en antologi og er redigeret af lektor Andreas Birkbak fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og lektor Irina Papazu fra IT-Universitetet.
”Idéen til bogen begyndte at tage form helt tilbage i 2016, da Irina og jeg afsluttede vores ph.d.-afhandlinger. I 2017 afholdt vi så en international workshop baseret på et internationalt call for papers, som blev startskuddet på den lange proces, der i 2022 resulterede i en bog, som blev vel modtaget af fagfæller. At få prisen er en utrolig dejlig anerkendelse af det langvarige og ofte ret usynlige arbejde, man gør som redaktør af videnskabelige antologier,” siger Andreas Birkbak.
Udgivet med open access
Freeman Award gives til en udgivelse, som anses for at være et væsentligt bidrag til samspillet mellem videnskabs- og teknologistudier (Science & Technology Studies – STS) og andre discipliner eller studieområder. I forbindelse med ’Democratic Situations’ handler det om politik og politisk teori.
I begrundelsen fra EASST lyder det blandt andet:
”’Democratic Situations’ giver et rettidigt bidrag med sin udforskning af forholdet mellem STS-tænkning og demokrati. Bogen ser på ny på, hvordan idéer fra politisk teori er kommet ind i STS-kredse, og hvordan STS-emner nu er så centrale i den politiske debat.”
Prisen uddeles hvert andet år, når EASST’s store internationale konference finder sted. I år sker det den 18. juli på årets konference i Amsterdam. Med prisen følger også et mindre pengebeløb.
Bogen udkom på det forskerdrevne forlag Mattering Press i 2022. I begrundelsen for prisen fremhæves, at bogen er udgivet med open access, som gør den tilgængelig for en bred læserskare. Det sker blandt andet ved, at bogen kan downloades frit fra forlagets hjemmeside, ligesom den kan købes som fysisk bog.