Forskningsprojekt > The Digital Society and Trust > Nyhed

Mød forskerne i projektet: The Digital Society and Trust

Mød forskerholdet bag projektet
Researcher at the DIS-TRUST project
Fra venstre: Micol Mieli, Esther Oluffa Pedersen, Freja Schiermer Larsen og Mads Vestergaard

 

Esther Oluffa Pedersen 

Esther Oluffa Pedersen er lektor i filosofi ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet og projektleder af det VELUX-finansierede forskningsprojekt Digital Society and Trust (DIS-TRUST). I DIS-TRUST undersøger Esther, hvordan digital mediering påvirker den interpersonelle tillid og om vi mennesker ændrer vores måder at udvise tillid til hinanden, når vi i den hverdagslige socialitet har adgang til digitale værktøjer til blandt andet at søge viden om hinanden på distancen.

Esther blev i 2018 Doktor Phil med en afhandling om intellektuelle debatter om demokrati, socialt ansvar og videnskab (Fremkaldte Kulturrum, Hans Reitzel 2019), og har sin PhD (Die Mythosphilosophie Ernst Cassirer’s, Königshausen & Neumann, 2008) og kandidatgrad fra Københavns universitet. Hendes filosofiske forskning centrerer sig om menneskets socialitet i specifikke sociale, kulturelle og historiske kontekster. Hun stræber efter at udvikle teoretiske begreber for sociale fænomener som tillid, dømmekraft og vores evne til at udtænke nye begreber.

Se Esthers profil på Roskilde Universitets Forskningsportal
 

Mads Vestergaard

Mads Vestergaard er postdoc på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet, tilknyttet det VELUX-finansierede forskningsprojekt Digital Society and Trust (DIS-TRUST), og forsker i hvordan offentlig digitalisering påvirker borgernes tillid. Mads har en kandidatgrad (cand. mag.) i filosofi, med fokus på teknologifilosofi, og en ph.d.-grad i digitalisering og demokrati, begge fra Københavns Universitet. Hans tidligere forskning har beskæftiget sig med de samfundsmæssige udfordringer, der opstår som resultat af digitaliseringen af offentlige institutioner og medielandskabet, herunder nye former for datadrevet overvågning og digital misinformation. Han er forfatter til monografien Digital totalitarisme (Informations Forlag 2019) og medforfatter til Reality Lost – Markets of Attention, Misinformation and Manipulation (Springer Cham 2019). Mads har undervist i filosofi på Krogerup Højskole og Folkeuniversitetet og har formidlet sin og andres forskning i en lang række foredrag og i medierne. 

Se Mads' profil på Roskilde Universitets Forskningsportal
 

Micol Mieli 

Micol Mieli er postdoc på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet, tilknyttet det VELUX-finansierede forskningsprojekt Digital Society and Trust (DIS-TRUST). Micol undersøger interpersonel tillid på rejseplatforme. Micols forskning anvender en tværfaglig tilgang til at udforske forholdet mellem mennesker og teknologi og effekterne af digitalisering på samfundet. Efter sin bachelorgrad i jura skiftede Micol til Service Studies ved Lunds Universitet i Sverige, hvorfra hun har sin kandidatgrad og PhD. Micols forskning er centreret omkring forbrugeradfærd og turisme med særligt henblik på teknologi, informationssøgning og spatiotemporal adfærd. I sin PhD-afhandling skrev Micol om turistinformationsadfærd og turisters forhold til mobile teknologier, især smartphones, med udgangspunkt i kulturgeografi og teknologifilosofi. Micol har en stærk forskningsinteresse indenfor epistemologi og metodologi og stræber efter at udvikle innovative metoder i sin forskning.

Se Micols profil på Roskilde Universitets Forskningsportal
 

Freja Schiermer Larsen

Freja Schiermer Larsen er PhD-stipendiat på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet, tilknyttet det VELUX-finansierede forskningsprojekt Digital Society and Trust (DIS-TRUST). Frejas projekt fokuserer på forbrugerens og borgerens tillid til tjenesteudbydere online. Hun undersøger karakteren af vores tillid til tjenesteudbydere i den digitale sfære, og hvordan vi som borgere og forbrugere vurderer deres troværdighed.

Freja har en tværfaglig kandidatgrad i Informatik og Filosofi & Videnskabsteori fra Roskilde Universitet med speciale i Informatik. Hun arbejder problemorienteret og efterstræber at styrke dialog og synergi i tværfaglig vidensproduktion, med det ultimative mål at opretholde og fremme bæredygtig og brugbar forskning.

Freja ønsker at bruge filosofi til at forstå hvordan vi gennemlever og oplever teknologi og digitalisering, og har særligt interesse for: Science and Technology Studies, sprogfilosofi, epistemologi, metodologi, omsorgs-, og forskningsetik, feministisk og kritisk teori, digitale medier, aktionsforskning og participatory design.

 Se Frejas profil på Roskilde Universitets Forskningsportal