Åbning af nyt grundforskningscenter: Skal gøre os klogere på fremtidens pandemier
”Vi vil arbejde hårdt på at blive klar til pandemier i fremtiden,” lød det bl.a. fra professor Lone Simonsen, da hun stod foran de over hundrede fremmødte til åbningen.
Ved at lære af fortiden, skal vi ruste os bedre til fremtidens pandemier. Og det er netop dét, som bliver omdrejningspunkt for det nye grundforskningscenter.
Det særlige ved det nye center er, at det er tværfagligt, og at det både kommer til at tælle matematikere, fysikere, bioinformatikere, klinikere, epidemiologer og historikere, der til sammen arbejder på at kortlægge de sidste 300-400 års pandemiers og epidemiers særlige kendetegn.
En af de øvrige talere til åbningen var direktør for Danmarks Grundforskningsfond Søren-Peter Olesen, der har store forventninger til det nye center. Han sagde blandt andet:
”Danmarks Grundforskningsfond og PandemiX er et match made in heaven.”
Henrik Ullum, administrerende direktør i Statens Serum Institut, kom i sin tale ind på, hvor afgørende en rolle forskerne har, når en pandemi rammer.
”Forskerne i PandemiX bidrog med meget vigtige beregninger i forhold til Danmarks COVID-19 håndtering. Et nært samarbejde mellem myndigheder og eksterne forskningscentre er centralt i vores danske infektionsberedskab,” sagde han.
Centerets partnere tæller blandt andre Københavns Universitet, DTU, Nordsjællands Hospital og Statens Serum Institut (SSI).