| Nyhed

Kandidatuddannelse i sygepleje flytter til Roskilde

Roskilde Universitet overtager den 1. februar 2023 den tidligere lukningstruede kandidatuddannelse i sygepleje i Emdrup fra Aarhus Universitet og placerer den tæt på Roskilde Sygehus. Dermed kan sygeplejersker stadig videreuddanne sig øst for Storebælt.
Sygeplejerske på hospitalsgang
Uddannelsen bliver placeret i det centrale Roskilde tæt på hospitalet. Arkivfoto fra Colourbox.


En aftale mellem Aarhus Universitet og Roskilde Universitet betyder, at Roskilde Universitet overtager kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup. Aarhus Universitet havde ellers indstillet uddannelsen til lukning som en konsekvens af den politiske aftale 'Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark'.

Ny placering styrker samarbejdet med de kliniske fagmiljøer

Roskilde Universitet har nøje overvejet den bedst mulige placering af uddannelsen - herunder hvordan uddannelsen bedst kan stilles til rådighed for uddannelsessøgende og for arbejdspladser i Østdanmark. Og der er nu truffet beslutning om, at uddannelsen placeres i Roskilde, tæt på hospitalet og på togforbindelser til såvel Region Hovedstaden som Region Sjælland.

Dekan for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet Andreas de Neergaard siger:

"Det har bl.a. været vigtigt for os at prioritere transporttiden for både nuværende og kommende studerende og ansatte fra København og det øvrige Sjælland og adgangen til et klinisk sundhedsfagligt miljø. Med en placering i det centrale Roskilde tæt på hospitalet styrker vi kontakten til de kliniske fagmiljøer. Samtidig vil uddannelsen være til rådighed for studerende fra Sjælland som helhed. Jeg glæder mig over denne løsning og til at videreføre en så samfundsmæssigt vigtig uddannelse."

I den kommende tid vil Roskilde Universitet desuden afsøge mulighederne for samarbejde med kliniske miljøer i både Region Sjælland og Region Hovedstaden, fx ifm. specialer eller andre projektforløb. Derudover undersøges muligheden for forlagt gruppearbejde i en række sjællandske byer, således at studerende bosat dér vil kunne mødes i projektgrupper på udvalgte dage - evt. med lokal understøttelse fra fx lokale sygehuse eller professionshøjskoler.

Prodekan: Det er glædeligt, at uddannelsen bevares på Sjælland

Ministerens underskrift på aftalen betyder, at Aarhus Universitet ikke længere optager studerende på kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup, og at 16 medarbejdere sammen med de nuværende cirka 170 studerende på uddannelsen overdrages fra Aarhus Universitet til Roskilde Universitet pr. 1. februar 2023.

Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse ved Health på Aarhus Universitet, glæder sig over, at det er lykkedes de to universiteter at nå frem til en aftale, der sikrer uddannelsens fremtid og varetager både studerendes og medarbejderes interesser.  

"Vi er glade for aftalen, som varetager vores medarbejderes og vores studerendes interesser. Det har været et kardinalpunkt for os i hele forløbet, at alle skulle behandles ordentligt, og jeg ønsker de medarbejdere og studerende, vi nu skal tage afsked med på Aarhus Universitet, alt det bedste i deres nye rammer i Roskilde. Det kommer alle parter til gode, at uddannelsen bevares på Sjælland, og at sygeplejersker fortsat kan efter- og videreuddanne sig i Østdanmark," siger prodekan Lise Wogensen Bach.

Læs mere om kandidaten i sygepleje på Roskilde Universitet 

 

Mere information

For yderligere information kontakt:

- Dekan Andreas de Neergaard, Roskilde Universitet, Institut for Mennesker og Teknologi, mobil: 24 43 43 3, e-mail: neergaard@ruc.dk

- Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach, Aarhus Universitet, Health, mobil: 25 48 85 22, e-mail: lwb@au.dk