| Nyhed

RUC opruster på forskning i digitalisering og velfærd

Morten Herzum, en anerkendt forsker inden for digitalisering og velfærd, tiltræder professorat på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.
Hertzum
Professor og forskergruppeleder på Københavns Universitet Morten Hertzum hentes til Roskilde Universitet. Han beskæftiger sig især med IT og sundhedssystemer, brugerdeltagelse i systemudvikling og evaluering af IT-systemer.


Digitalisering får stor betydning for fremtidens velfærdsydelser. Nu opruster Roskilde Universitet yderligere på forskningsområdet med en ny forsker, der har en stærk profil inden for IT og velfærd.

Det drejer sig om Morten Hertzum, der tiltræder et professorat på Institut for Mennesker og Teknologi.

Morten Hertzum kommer fra en stilling som professor og forskergruppeleder på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet. Han har især arbejdet med IT og sundhedssystemer, brugerdeltagelse i systemudvikling og evaluering af IT-systemer.

Stærk profil

"Morten Hertzum arbejder med teknologier i krydsfeltet mellem organisationer og politiske, sociale og psykologiske dynamikker - dvs. lige ned i hjertet af Institut for Mennesker og Teknologis kerneperspektiver. Det er fantastisk, at vi nu ansætter en stærk profil, som både styrker vores grundforskning og RUC's samarbejder med Region Sjælland. Han arbejder med afgørende samfundsmæssige spørgsmål og bidrager væsentligt til Roskilde Universitets i forvejen stærke forskningsmiljøer på området," siger dekan for Teknologi og Sundhed Andreas de Neergaard.

Stillingen er knyttet til Roskilde Universitets klyngeindsats i Region Sjælland. I 2020 modtog universitetet 20 mio. kr. af forskningsreserven til at fremme innovationen i Region Sjælland, og klyngeindsatsen er en del af dette arbejde.

Morten Hertzum tiltræder professoratet på Roskilde Universitet d. 1. september.

 

Mere information

For yderligere information kontakt pressekonsulent professor Morten Hertzum e-mail: mhz@ruc.dk