| Nyhed

To skønlitterære forfattere flytter ind på Roskilde Universitet

Forfatterne Siri Ranva Hjelm Jacobsen og Mikas Lang skal hente inspiration og bidrage til undervisning og seminarer på Roskilde Universitet i et projekt finansieret af VELUX FONDEN.
Forfatterne i Writers in residence-projektet
Forfatterne i 'Writers in residence'-projektet. Pressefoto: VELUX FONDEN


I de kommende to år skal to forfattere samt studerende og forskere fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet inspirere hinanden i en dialog i feltet mellem humanistisk videnskab og kunst.

VELUX FONDEN har udvalgt otte forfattere til skriveophold i universitetsmiljøer, og Siri Ranva Hjelm Jacobsen og Mikas Lang flytter ind på Roskilde Universitet.

På Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab skal de to forfattere blandt andet arbejde sammen med lektor Hans Ulrik Rosengaard.

”De grundlæggende problemer, Mikas Lang og Siri Ranva Hjelm Jacobsen beskæftiger sig med i deres forfatterskaber, er nogle af de samme problemer, forskere og studerende på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab beskæftiger sig med. Forfatterne bruger bare en anden – men beslægtet – professionalisme end den akademiske til at gå til problemerne med. Netop fordi professionalismen er forskellig, men beslægtet, så er det helt oplagt, at vi kan lære en masse af hinanden. En del af universiteternes fremtid bliver at styrke og udvide den her slags samarbejder. Jeg ser frem til samarbejdet med Siri og Mikas,” siger Hans Ulrik Rosengaard.

Udover at hente inspiration fra mødet med forskere og studerende skal de to forfattere indgå i undervisningsforløb på kandidatuddannelsen i Dansk og på den humanistisk bacheloruddannelse.

Derudover skal forfatterne deltage i forskningsgruppen Æstetisk Kultur, og de skal være med til at planlægge internationale seminarer i både 2022 og 2023 om blandt andet de muligheder og udfordringer, der opstår, når litteratur og kunst bliver det videnskabelige objekt, man undersøger problemstillinger igennem.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen, der har skrevet bøgerne 'Ø' og 'Havbrevene', siger til
VELUX FONDEN:

”Jeg er taknemmelig for muligheden for som writer-in-residence på Roskilde Universitet at opnå øget, sammenhængende skrivetid samt nye perspektiver i det levende land mellem kunst og forskning. Det er et stort privilegium at kunne udveksle ideer og viden med studerende og undervisere på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, og jeg glæder mig til samarbejdet.”

Mikas Lang har skrevet de to digtsamlinger 'Melanin' og 'Og spøgelser' og siger til VELUX FONDEN:

”Jeg håber, at samarbejdet med forskerne og de studerende kan hjælpe mig til at finde et formsprog, der kan udtrykke en særlig sort diasporisk erfaring i Danmark. Desuden drømmer jeg om, at dette møde mellem poesien og videnskaben kan bidrage til den forhandling af forholdet mellem fortid og nutid, der sker i disse år. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang.”

Forfatterne i projektet, der har titlen 'Writers in residence' modtager hver toårige arbejdslegater fra VELUX FONDEN. Fonden har udvalgt forskere, der endnu ikke er etablerede fuldtidsforfattere, men som alligevel har et højt niveau i deres litterære talentudvikling med flere udgivne skønlittere værker bag sig.

Læs mere om pilotprojektet på VELUX FONDENs hjemmeside.