1565 går efter en uddannelse på Roskilde Universitet
D. 5. juli var det sidste chance for at søge ind på en videregående uddannelse i hele landet. Uddannelses- og Forskningsministeriet har offentliggjort ansøgertallene for de enkelte uddannelsesinstitutioner, og opgørelsen viser, at Roskilde Universitet i år har modtaget 1565 1. prioritetsansøgninger.
Ovenpå på et anderledes år, der har været præget af corona-restriktioner, online-undervisning og et nedlukket campus, ser rektor ekstra meget frem til at byde de nye studerende velkommen i år:
”Det er altid noget særligt at tage imod de nye studerende, men i år bliver det ekstra glædeligt. På Roskilde Universitet lægger vi stor vægt på den fysiske tilstedeværelse, fordi arbejdsformen problemorienteret projektlæring er krævende og stærkt knyttet til at kunne være i nær dialog og faglig udveksling. Derfor er det betydningsfuldt for os at kunne byde de nye studerende velkommen på et fuldt genåbnet campus,” siger Hanne Leth Andersen.
Lidt lavere søgning til universiteterne
Ansøgertallet til universiteterne er samlet set gået tre procent tilbage i år. For Roskilde Universitets vedkommende er ansøgertallet faldet med 252 sammenlignet med sidste år, og det er ikke overraskende, idet studerende i krisetider har tendens til at søge de mere klassiske fag, forklarer Hanne Leth Andersen:
”Overordnet er der fortsat rigtig mange, der har Roskilde Universitet som førstevalg, og det er selvfølgelig glædeligt. Vi går så lidt tilbage i år, men det er forventeligt, at flere vælger de traditionelle uddannelser i krisetider, og her står vi på Roskilde Universitet for det mere eksperimenterende og nytænkende. Til gengæld gik ansøgertallet til vores kandidatuddannelser frem i foråret, så det er et blandet billede, der tegner sig.”
Fremgang på naturvidenskab på Roskilde Universitet
Med til at nuancere billedet er også uddannelsen Naturvidenskabelig Bachelor på Roskilde Universitet, som oplever fremgang i ansøgertal i år.
”Det er rigtig positivt, at vores naturvidenskabelige bacheloruddannelse oplever en fremgang i 1. prioritetsansøgninger. Den stigning er særlig flot, fordi der på landsplan har været et fald på 3 % på det naturvidenskabelige område. Det betyder jo, at mange har fået øjnene op for styrkerne ved Roskilde Universitets tværfaglige tilgang til naturvidenskab”, siger rektor Hanne Leth Andersen.
Nye uddannelser
Hanne Leth Andersen forventer, at det samlede ansøgertal til Roskilde Universitet går frem næste år, når flere kender til RUC’s nye kandidatuddannelser, som blev godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet kort inden ansøgningsfristen:
”Jeg tror, vi vil se en fremgang næste år. Vi har et stærkt og nytænkende samarbejde med vigtige aktører i Region Sjælland. Og så har vi netop lanceret en helt ny vifte af kandidatuddannelser - der afløser den tidligere kombinationsstruktur - med fokus på fremtidens største udfordringer. Vi har taget det bedste med fra vores grundpiller og samtidig skærpet kandidaternes faglige profiler med fokus på overgangen til arbejdsmarkedet,” siger Hanne Leth Andersen.
Se opgørelsen over ansøgertallene på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
Kontaktinformation:
- Rektor Hanne Leth Andersen: e-mail: ha@ruc.dk, mobil: 27 78 28 38
- Presseservice: 28 87 00 27