Forskningscenter > Center for Daginstitutionsforskning > Nyhed

Åbent CeDif Webinar

I anledning af udmøntningen af 200 mio. kroner til den pædagogiske forskning i 0-6-års området over de næste 4 år, har Center for Daginstitutionsforskning inviteret til to webinarer. Målet er at styrke dialogen med interessenterne på området.
Tak for deltagelse - banner - CeDif logo

 

CeDif bygger på mål om at den forskning, der bliver bedrevet, har en tilknytning til og relevans for pædagogernes og børnenes hverdag. Derfor finder vi det relevant at inddrage praksis i dialogen om, hvordan midlerne fordeles bedst, og hvordan blivende forskningskonsortier kan understøtte vidensudvikling i samarbejde med praksis. Webinarene skal give plads til stemmer, der sjældent bliver hørt i den forskningspolitiske offentlighed, og forskerne lytter intenst med. 

Se eller gense webinaret her!

Vi giver ordet til praksis. 

Næsten 200 deltager så med, da webinaret løb af stablen d. 22/1. Både pædagoger, undervisere, daginstitutionsledere, konsulenter, politiske ordførere og andre interessenter på området var inviteret til at præsentere deres perspektiv på spørgsmålet:


Hvilken viden er der brug for på daginstitutionsområdet?

 

Første panel – Tæt på praksis. 

I panelet: 
Lasse Stemann Ellebæk, underviser på pædagoguddannelsen, UC syd.
Søren Rahbæk Sørensen, pædagog, Regnbuen, Brønshøj. 
Signe Nielsen, forkvinde, Forældrenes Landsorganisation (FOLA).


Dette panel har sin daglige gang tæt på praksis, altså tæt på børnene, tæt på pædagogerne og tæt på forældrene. Det har været centralt for udtænkningen af disse webinarer at give plads til stemmerne, der har en tæt tilknytning til praksis. Panelet bidrog med perspektiver på, hvilken viden de mangler i deres hverdag. Det omfatter bl.a. viden om, hvilke deltagelsesstrategier børn, der står uden for fællesskabet har, hvordan forskellige kompetencer, personligheder og interesser kommer til udtryk i pædagogernes hverdag, hvilken rolle forældrebestyrelserne spiller i udviklingen af det gode dagtilbud og viden om, hvordan vi kan forstå daginstitutionerne i et børne perspektiv. 

 

Andet panel – lidt længere fra praksis.

I panelet:
Anne Tillemann, læringspanter, Aarhus Kommune. 
Stine Kart skytte, dagtilbudsleder, Regnbuen, Brønshøj.
Pia Anita Hansen, områdeleder, Odense Kommune. 
Andreas Rasch-Christensen, forskningschef, Center for pædagogik og dannelse, VIA. 


Dette panel beskæftiger sig dagligt med arbejde, der udføres lidt længere fra praksis. Deres perspektiver retter sig mod vigtigheden af inddragelsen af pædagogernes viden i forskningen. Derudover ønskede panelet viden om, hvordan pædagogernes fortællinger beriger andre pædagogers forståelse af deres praksis, hvordan pædagogernes arbejdsmiljø hænger sammen med børnenes trivsel, hvordan evalueringskulturen kan forbedres og gøres demokratisk samt, hvad der egentlig kendetegner kvalitet, og hvordan den kan indfanges i et samarbejde mellem aktørerne på området. 

 

Tredje Panel – De politiske perspektiver. 

I panelet:
Lotte Rod, børneordfører, Radikale Venstre.
Astrid Carøe, forskningsordfører, SF
Jens Joel, Børneordfører, Socialdemokratiet
Lasse Bjerg Jørgensen, medl. Af BUPLs forretningsudvalg. 


Dette panel har en politisk tilknytning til feltet. Til dagligt er de involveret i de politiske beslutninger, der vedrører daginstitutionerne og forskningen på området. Panelet præsenterede holdninger der drejede sig om vigtigheden af at opbygge et stærkt og blivende forskningsmiljø på området, vigtigheden af praksisnær forankring, at forskningen skal prioriteres sådan, at der at arbejdes mod et bedre børneliv og at der skal skabes opmærksomhed omkring, hvordan kvalitet forstås fra et børneperspektiv. 

 

CeDif siger stort tak for indsigterne til alle paneldeltagerne og tusinde tak for opbakning til alle deltagere. Vi glæder os til at gentage succesen d. 12/2.