| Nyhed

Ny forskning viser vejen for inddragende byomddannelse

Mange parcelhusbyer fortættes og revitaliseres i disse år. Det kræver samarbejde med borgerne. I et nyt projekt går forskere tæt på bottom-up-strategier for byomdannelse, der skal skabe mere levende byer.
Viby
Søndergade i Viby en normal hverdag. Foto: Roskilde Kommune.


Optimale vilkår for byliv. Attraktive provinsbyer, der bærer præg af et engageret lokalsamfund. I et nyt EU-forskningsprojekt stiller forskere fra RUC skarpt på, hvad der skal til for at skabe vellykket byomdannelse.

Formålet med projektet CAPA.CITY har været at udvikle metoder til at møde parcelhusbyers udfordringer igennem bottom-up-samarbejder med indbyggerne. Her er zoomet ind på europæiske parcelhusbyer, der primært har udviklet sig som del af 1960’ernes og 1970’ernes byggeboom.

Disse har ofte mødt kritik for at bidrage til en ukontrolleret og ikke bæredygtig byvækst, samtidig med at ændringer i erhvervsstrukturer og indbyggernes hverdagsliv stiller nye krav til revitalisering af bymidterne. I projektet fokuserer forskerne på borgerinvolvering og byudvikling på forskellige niveauer – i boligområder, bymidter og på samlet byniveau.

Forskerne fra RUC har samarbejdet med forskere fra Belgien og Frankrig i projektet.

Bedre hjælp til borgere i Aix-En-Provence

I den franske case i byen Aix-En-Provence blev der arbejdet med byfortætning ved at opdele parcelhusgrunde i flere matrikler. Det overordnede formål handlede om at finde løsninger på en strukturel problematik med mangel på byggegrunde i eksisterende byområder - en udfordring som mange bystyrer konfronteres med i dag.

Processen fokuserede på, hvordan der blandt nuværende parcelhusejere kan findes interesser i at frasælge en del af deres grunde til nybyggeri. Igennem konsultation med arkitekter og forskere kunne de få praktisk og designmæssig hjælp til, hvordan dette kunne gøres. Som en del af eksperimentet blev et helt boligområde inddraget i en proces, hvor indbyggerne søgte at blive enige om, hvordan man kunne skabe en fortætning uden at miste de kvaliteter, som de forbandt med området.

Lokale fællesskaber i Viby

Den danske case har været byen Viby i Roskilde Kommune, hvor forskerne sammen med foreningen KulturCosmos og andre lokale aktører har arbejdet med at styrke lokale fællesskaber og midlertidig aktivering af bymidten. Udgangspunktet for processen har været, at bymidten i Viby - og bymidter generelt i mindre byer - over de seneste årtier har mistet sin oprindelige funktion ikke kun som centrum for handel, men også som mødested i lokalsamfundet.

I projektet er etableret en styregruppe af lokale foreninger, institutioner og erhvervsdrivende, som har haft en fælles interesse i at revitalisere bymidten. Der er bl.a. afholdt folkefester, hvor der blev skabt en midlertidig aktivering af bymidten og hvor lokale aktører blev inviteret til at bidrage med workshops og aktiviteter, der skulle fremvise potentialer i at bruge bymidten som samlingssted.

”Et væsentligt mål med processen har også været at bruge folkefesterne som måde til at skabe et bredere samarbejde om byudviklingsspørgsmål. I revitalisering af bymidter er det væsentligt at mobilisere ressourcer i lokalsamfundet, der kan berige kvaliteten i byrummene og de måder, de anvendes. Her er folkefester en god måde at starte en bred dialog med forskellige lokale aktører," siger projektleder og ekstern lektor på RUC Majken Toftager Larsen.

 

Folkefest i Viby
Folkefest i Viby. Privatfoto.

Fakta

Ekstern lektor Majken Toftager Larsen (projektleder) og professor John Andersen, Institut for Mennesker og Teknologi, har de sidste 3 år sammen med NGO’en GivRum været dansk partner i EU-projektet CAPA.CITY under URBAN EUROPE. Projektet er blevet afviklet med partnere fra Faculty of Architecture & Arts, Hasselt University (Belgien) og Ecole Nationale Supérieure d’Architecture de Marseille (Frankrig). Projektet har modtaget en bevilling fra EU’s Horizon 2020.