Nytårsønske fra rektor: Lad os diskutere de reelle problemer

Universiteterne står over for større og vigtigere problemer end et par enkelte måske - måske ikke dovne akademikere.

Lad mig være ærlig og sige, at jeg tror, der findes enkelte dovne mennesker inden for alle faggrupper. Men jeg føler mig på ingen måde overbevist om, at de eksempler på ledige akademikere, der har været fremstillet i pressen, er arbejdssky.

Jeg vil hellere rette fokus på en række betydeligt større problemer, som universiteterne står over for, og som vi er nødt til at forholde os til nu og i årene fremover. Lad mig nævne tre:

Det første problem handler om den uafhængige forskning.

Nye tendenser truer den akademiske frihed. I Frankrig har en række rektorer for nylig fremlagt alarmerende eksempler på annulleringer af forelæsninger, konferencer osv., alt sammen fordi folk var uenige i de budskaber, der kunne læses ud af konkrete forskningsresultater.

Udsagn bliver pludselig uønskede, fordi de går imod en politisk dagsorden, eller fordi de peger på behov for adfærdsændringer.

Også i Danmark ser vi eksempler på, at forskningsfriheden er under pres, og at forskere kan blive usikre eller føle sig pressede, når det handler om at kommunikere deres forskningsresultater.

Universitetet skal være et sted for debat, nuance og analyse, og vi skal turde undersøge det, vi ikke lige har lyst til at vide, eller det, som skaber ubehag

Hvis nogen er i tvivl, er der god grund til bekymring: Ifølge universiteternes internationale grundlagsdokument Magna Charta (underskrevet af ca. 600 universiteter fra alle kontinenter) har historien vist, at »angreb på universiteters akademiske frihed og autonomi altid har ført til en tilbagegang på det intellektuelle plan og derfor økonomisk og social stagnation«.

Universitetet skal være et sted for debat, nuance og analyse, og vi skal turde undersøge det, vi ikke lige har lyst til at vide, eller det, som skaber ubehag.
 

Elite-bashing og polarisering

Det andet problem knytter sig til hele diskussionen om de såkaldt dovne akademikere.

F.eks. taler Søren Pind i debatten om de dovne akademikere om »flipproletarer«, der føler sig finere end andre samfundsgrupper, men alligevel ender bag grillbaren. Søren Pind er farverig og god til metaforer, men det er næppe et retvisende billede på den almindelige akademiker. En undersøgelse fra 2017 fra tænketanken DEA viser, at langt de fleste akademikere lander på relevant hylde.

Problemet i Danmark er ikke for meget uddannelse, selvom man kan blive i tvivl, når man følger den offentlige debat.

»Hvis det er, fordi man som akademiker føler sig bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik og sidder ved kassen hele dagen, så tager man fejl,« udtalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Det handler ikke om hverken mindreværd eller overlegenhed, men om, at folk finder et job, der både giver mening for dem selv og for samfundet, også set i forhold til den investering, som det er at uddanne folk. Selvfølgelig er akademikere ikke finere end andre, og der er ingen grund til at grave grøfter mellem dem, der tager en lang, videregående uddannelse, og dem, der finder en anden meningsfuld livsvej.

Ikke for mange akademikere

Forskning fra Rockwool-fonden viser i øvrigt, at der ikke uddannes for mange akademikere. Man kan altid se på, om fordelingen af studiepladser mellem de forskellige fag er helt optimal. Men det er ikke rigtigt, at der generelt uddannes for mange akademikere. Samfundet har brug for akademikere.

Blandt meget andet bidrager de med forslag til, hvordan vi bedst indretter samfundet. De bidrager til at løse klimakrisen. Og til at skabe nye job, også for ikke-akademikere.

Universiteterne gør faktisk allerede selv en del for at nedbryde mure. Vi lægger op til, at de studerende samarbejder med virksomheder, f.eks. gennem projektarbejde eller praktikforløb.

Og inden for forskningen sker der noget nyt med indtoget af citizen science, som er en bevægelse blandt forskere, der aktivt forsøger at inddrage borgerne i forskningsprocessen. Et eksempel er, da almindelige borgere bidrog til at kortlægge problemet med plasticforurening ved Roskilde Fjord. Det handler både om at genetablere tilliden til forskningen og om at styrke forskningens kvalitet.

Tredje problem handler om teknologi. Her har vi på universiteterne ikke været et skridt foran, når det gælder den humanistiske forståelse af teknologi.

Vi skal forske meget mere i teknologiske konsekvenser - gode som dårlige - og systematisk undersøge betydningen af teknologi i menneskers daglige livsførelse

En af de største udfordringer i dag er, at vi som befolkning engagerer os i en hurtig teknologisk udvikling uden at vide meget om, hvad den stigende mængde teknologier i de forskellige sfærer i vores hverdag betyder for os - som mennesker og borgere. Nogle forskere (som den tyske sociolog Hartmut Rosa) beskriver det som et problem med teknologisk acceleration og tilsvarende mangel på resonans i relationen mellem menneske og omverden. Vi skal forske meget mere i teknologiske konsekvenser  - gode som dårlige - og systematisk undersøge betydningen af teknologi i menneskers daglige livsførelse.

Der er brug for, at sprogforskere, filosoffer og psykologer interesserer sig endnu mere for, hvad de mange sociale medier gør ved os. At filosoffer beskæftiger sig med, hvad det betyder for vores samfund, hvis vi implementerer ny teknologi i retssystemet, f. eks. med brug af hjernescanninger af vidner. Og hvad betyder det, at børn helt ned til toårs alderen bruger teknologi på en meget mere gennemgribende måde, end det var tilfældet for bare 10 år siden? Vi skal gøre os mange flere overvejelser om teknologi i undervisningen på universitetet; hvor hjælper teknologien og kan udvide læringen og undervisningen? Og hvor er den nye teknologi mere til hinder for og måske endda undergravende for kreative og motiverende lærings- og undervisningsaktiviteter?

Nu gør vi klar til et nyt semester på universiteterne og smøger ærmerne op, så det forhåbentlig bliver mere tydeligt for alle, hvad universiteterne står for og bidrager med. Ikke for universiteternes skyld, men fordi vi er vigtige for hele samfundet.
 

Mere information:

For yderligere information kontakt Hanne Leth Andersen, e-mail: ha@ruc.dk.