|
Nyhed
Professor Jon Kvist udpeget som medlem af Ydelseskommissionen
Kontanthjælpssystemet skal gentænkes, og det skal en ydelseskommission hjælpe med. Velfærdsforsker Jon Kvist fra Roskilde Universitet er udpeget som medlem af kommissionen.
Regeringen har nedsat en ydelseskommission. Kommissionen skal gentænke kontanthjælpssystemet og finde en afløser for kontanthjælpsloftet, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang. Blandt medlemmerne i kommissionen er professor og forsker i velfærdspolitik ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC, Jon Kvist.
Ydelseskommissionen består af seks personer med bredt sammensatte kompetencer på det social- og beskæftigelsespolitiske område. Det drejer sig om:
- Torben Tranæs (formand), professor og forskningsdirektør i VIVE, medlem af Det Økonomiske Råds formandskab
- Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune
- Jon Kvist, professor, Roskilde Universitet
- Jytte Andersen, tidligere minister og tidligere medlem af Folketinget
- Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, VIVE
- Mette Ejrnæs, professor i økonomi, Københavns Universitet
Ydelseskommissionen skal se på alle ydelser, som personer i kontanthjælpssystemet kan modtage:
- Forsørgelsesydelser: kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse
- Løbende tillægsydelser som fx boligsikring, særlig støtte og børnetilskud
- Enkeltydelser som fx hjælp til tandbehandling, medicin og boligindskud
Mere Information
For yderligere information kontakt professor Jon Kvist, e-mail: jkvist@ruc.dk.