Kære kommende forsknings- og uddannelsesminister: Dyrk diversiteten, og slip lidt af kontrollen
Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten d. 16. juni 2019.
Kære nye minister for forskning og uddannelse. Du overtager snart ansvaret for et af de politiske områder, der virkelig sætter retning for fremtiden. Men du står også over for en svær opgave med mange interessenter. Nu, hvor de skadelige årlige toprocentsbesparelser heldigvis ser ud til at blive afskaffet, er det vigtigt at holde fokus og give plads til den vigtige debat om universiteternes opgave.
Her er fire gode råd til dig:
1) Styr ikke i detaljen
Sammen med universiteterne kan du være med til at give optimale vilkår for talentudvikling. Det gælder både studerende og forskere. Vi skal give plads til, at de kan tænke vilde tanker, og vi må aldrig være rigide.
Du bør afstå fra at styre og optimere i detaljen, så studerende, undervisere og forskere kan frisætte tanken og skabe nye veje og svar på de store samfundsudfordringer, vi står over for, i stedet for at satse på det forudsigelige. Uddannelsernes samfundsrelevans er vigtig, og kvaliteten i uddannelserne skal hele tiden udvikles i samspil med omverdenen. I det hele taget må universiteterne aldrig lukke sig om sig selv.
Men relevans kan ikke forudses, og vi skal konstant minde os selv om at give plads til det skæve og det anderledes, hvis vi vil udvikle uddannelser til fremtiden. »You are going to have a job that you don’t know yet, using technology we don’t have yet, solving a problem we don’t know exists yet,« som adm. direktør for Ernst & Young formulerede det på World Economic Forum i Davos i 2018.
2) Insistér på lighedsprincippet
Universitetet skal også være en samfundsinstitution, der bygger bro og nedbryder grænser, både mellem teori og praksis og mellem befolkningsgrupper. Vi skal uddanne til virksomheder, der skal ansætte deres første akademiker, og vi skal uddanne unge, hvis forældre ikke nødvendigvis kan hjælpe.
Vi skal ikke gå i retning af f.eks. Storbritannien, hvor man over de seneste 10 år har været nødt til at investere store summer i at mindske uligheden, fordi de britiske universiteter gennem tiden har reproduceret ulighed og klasseskel. Jeg vil opfordre dig til at insistere på lighedsprincippet. At satse på talent i stedet for privilegier giver værdi både for samfundet og for den enkelte.
3) Dyrk diversiteten
I naturen er genetisk diversitet vigtig. Det blev vi mindet om for nylig, da et nyt, stort forskningsprojekt viste, at hesten har tabt sin genetiske diversitet over de seneste tusinder år på grund vores tæmning af hesten og tab af bestande. Det begrænser mulighederne for, at hesten er en robust udviklingsdygtig art i fremtiden, konkluderer forskerne bag undersøgelsen.
Budskabet til dig er: Tæm, og ensret ikke universitetssektoren for meget.
Der er brug for forskellighed for at fremme et stærkt forsknings- og uddannelseslandskab. Her skal regeringen vælge en bevidst og ambitiøs strategi. I kan f.eks. skele til Finland, hvor regeringen har skabt incitament til, at universiteterne udvikler forskellige forskningsstyrker med henblik på at opnå det højeste internationale niveau på en lang række forskellige områder. Hvert universitet indtager en særlig rolle med en specifik profil. Det styrker helheden og gør den robust.
4) Lær af din forgænger
Din forgænger, Tommy Ahlers, har sat gang i en vigtig bølge med sit fokus på den usunde præstations- og perfekthedskultur. De studerende må ikke vige tilbage for at udforske vanskelige områder.
De skal stimuleres til at prøve idéer af og beholde den nysgerrighed, mennesker fødes med, og som har bragt os så langt. Alt bør ikke handle om, hvem der får det højeste snit, men hvem der er nysgerrig, og hvem der samarbejder i stedet for at holde sin viden for sig selv. Din forgænger har også skabt mere fleksible uddannelser. Den enkelte har fået bedre mulighed for at præge sin uddannelse. Et skridt i den rigtige retning.
Vi kan sammen skabe fremtidens uddannelser og forskning, hvis vi bygger videre på de resultater, vi allerede har opnået. Du får som uddannelses- og forskningsminister en af de vigtigste opgaver på Christiansborg – vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde.
Mere information:
For yderligere information kontakt pressemedarbejder Camilla Buchardt, e-mail: camilbu@ruc.dk eller rektor Hanne Leth Andersen, e-mail: ha@ruc.dk